Skip to main content

 Landsholdets skovsæson starter ved World Cup i Tjekkiet

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

Efter et år med fokus på sprint i World Cup og senest ved VM i Italien, kan landsholdsløberne nu lægge de korte shorts og de hurtige sko på hylden et års tid, mens World Cups og VM afholdes på skovdistancerne. Først i denne skov-serie ligger de kommende dages World Cup på alle tre skovdistancer ved Vyšší Brod i det sydligste Tjekkiet - faktisk så tæt på grænsen til Østrig, at et større bom kan indebære et besøg i nabolandet. World Cuppen starter med kvalifikationsløb til lang og mellem distance onsdag fra kl. 10, torsdag er der lang finale, mens mellem og stafet afvikles i weekenden.

 

Krævende baner

Arrangørerne har fulgt intenst med i vejrudsigterne den seneste tid, da en hedebølge over Centraleuropa truede med at skabe restriktioner for gennemførelsen, men de seneste dage er udsigterne skiftet til hvad man kunne kalde normalt lunt dansk sommervejr med en enkelt byge i ny og næ. Det er nok meget godt, da tjekkerne traditionelt ikke holder sig tilbage hvad angår højdemeter på banerne. I onsdagens kvalifikationsløb har herrerne således lige over og damerne lige under 400 meter stigning, men som det ser ud nu skulle de sidste gerne være i mål før temperaturen når de 30 grader. Er man blandt de 20 første i sit kvalifikationsheat, som dermed slipper igennem nåleøjet til A-finalerne i langdistancen, har herrerne 735 meter stigning på de 15,2 km, mens damernes 12,9 km holder sig lige under de 600 meter stigning. Efter hviledagen fredag er lørdagens mellemdistance med 120-150 meter stigning relativt set en ren walk over. Det holder dog ikke til søndagens stafet, hvor stigningen atter ligger lidt over og lidt under 250 meter på de ca. 5 km lange baner.

 

Det danske damehold

På det danske damehold får VM-løberne Ida Agervig Kristiansson og Hedvig Valbjørn Gydesen selskab af Annika Simonsen og Eva Ørnhagen Jørgensen. Agnes Nørgaard Kracht leverede flot ved testløbene, men hun døjer desværre p.t. med en overbelastningsskade i foden.  Endelig var Lotte Jauhojärvi Markussen udtaget, men hun har kun netop genoptaget træningen efter et styrt på mountainbike.

 

Det danske herrehold

På herresiden er Elias Hinge Krogsgaard eneste genganger fra VM-holdet og med hans tidligere præstationer i skov in mente, knytter der sig nok størst forventninger til ham. Men Jacob Steinthal og Linus Agervig Kristiansson har også løbet fint i foråret, så hvis de har været flittige med bakketræningen hen over sommeren, kan de også levere fine præstationer. Endelig er Laurids Bidstrup Møller og Casper Blakskjær også med på det danske hold - Laurids har rutine fra mange tidligere landsholdsopgaver og Casper repræsenterer de unge og fremadstormende.  Oprindeligt var også Niels Dalgaard udtaget, men efter helbredsproblemer op til VM, der sandsynligvis stammede fra en mindre hjerteinfektion, har lægerne anbefalet ham at tage det roligt et par uger.

Såvel Agnes som Lotte og Niels forventes dog at blive klar til EM-testløbene afholdes i Litauen i slutningen af august.

 

Cheflandstrænerens forventninger

I forhold til forventninger til de danske løbere ved World Cup løbene i Tjekkiet, fortæller cheflandstræner Tue Lassen, at det virkelig er svært at vurdere, hvem vi skal have størst forventninger til, fordi der har været få konkurrencer og ingen i relevant terræn. Jacob Steinthal leverede en stærk 6. plads på O-ringen mellemdistance, og så bliver det spændende at se hvor godt de efterhånden rutinerede Linus, Annika og Eva kan præstere. Endelig er det spændende, hvordan VM-deltagerne fra sprinterne i Italien, Elias, Hedvig og Ida lykkes med omstillingen fra de Italienske trapper til de tjekkiske bakker. Nyhedens introbillede viser Elias og Hedvig fra VM for lidt over tre uger siden.

Som altid kan løbene følges på IOFs Web TV. De nøjagtige tider kan ses på ovennævnte side, men typisk afvikles de individuelle finaler eftermiddag, mens damestafetten søndag stater omkring kl. 11 og herrestafetten kl. 13:10.