Skip to main content

WUOC mellemdistance

| Thomas Jensen | Nyheder

Forsidefoto: Alberte Kaae-Nielsen er på vej i mål til bedste danske placering som nr. 28.

Det blev en varm og hård sidste dag til WUOC, da mesterskaberne blev afsluttet med en mellemdistance i skoven. Det var teknisk svære baner – og især post 1 på damebanen voldte mange besvær, da man let blev lokket til at løbe lige på, da der ikke var noget superoplagt udenomsvejvalg – men der var meget krat lige på, og man mistede let tid.

Alberte bedste dansker
Alberte løb sit første løb siden tiomila, da hun har haft et begyndende træthedsbrud i låret. Men trods den dårlige forberedelse gik det rigtig fint. Hun sluttede som nr. 28 blandt de 110 gennemførende løbere. Hun var 7:49 efter finske Inari Karppinen, der vandt med 49 sekunder foran sprintmesteren fra i går, svenske Klara Borg.

Laura Bobach var godt et minut efter Alberte som nr. 35, mens Klara Gravesen havde knap tre minutter op til Alberte med en placering som nr. 44. Laura havde et rigtig godt løb bortset fra post 1, hvor hun taber næsten tre minutter til Alberte, der gennemførte dette stræk rigtig flot. Klara havde en lidt blandet dag.

Hos herrerne var Jonathan Graversen bedste dansker på 71. plads – 10 minutter efter franske Antoine Becaert, der tog en meget suveræn sejr hele 1:15 minutter foran svenske Svante Selin. Jonathan kunne godt mærke at han var lidt svækket efter sin sygdom, men han var tilfreds med, hvordan han fik sat løbet sammen.

Jacob Mikkelsen på vej i mål. Han var så uheldig at springe en post over - men han opdagede det og fik samlet sig selv rigtig flot op på sidste runde. 

Jakob Mikkelsen var 50 sekunder efter Jonathan. Han løb et fint løb, men overså desværre post 13 lige inden kortvend. Han opdagede det heldigvis på vej ud på næste sløjfe, men måtte tilbage og tage post 13 og 14 igen, hvilket kostede ca. 2½ minut og en del frustration.

Hermed er året WUOC slut, og der er to år til næste gang. Alberte Kaae-Nielsen summerer op, at det har været nogle virkelig sjove og udfordrende konkurrencer at være med i. De vender alle hjem med ny erfaring, og glæder sig til næste gang de skal repræsentere Danmark. Samtidig håber de, at holdet næste gang kan blive lidt større, så vi kan vise Danmark frem fra vores bedste side.

Som altid finder du resultater, tracking m.m. her: https://tictactiming.pt/eventos1/eventos/132-wuco2026-vila-real