Skip to main content

WUOC sprint

| Thomas Jensen | Nyheder

Forsidefoto: Klara Graversen kæmper sig i mål til dagens bedste danske placering. (Foto: Alberte Kaae-Nielsen)

Dagens opgave lød på individuel sprint. Som det har været tilfældet på de første to konkurrencedage, havde arrangørerne været rundhåndet med de kunstige spærringer, for at skabe kompleks orientering i et ellers overskueligt område. Der var dog mange der var forvirret i dag - især midt på banen, da nogle af de murer der var tegnet på kortet i virkeligheden var snitsling, der lå på jorden. Det gjorde det meget svært at orientere efter de små åbninger i 'murerne'. 

Klara bedst
Klara Graversen var bedste dansker med en placering som nr. 64 - 3:01 min efter hendes navnesøster Klara Borg fra Sverige, der vandt med et sekund foran forhåndsfavoritten Cécile Calandry fra Frankrig. Klara var ikke selv helt tilfreds med den tekniske gennemførsel af banen, så nu glæder hun sig bare til mellemdistancen. 

Laura Bobach på vej i mål (Foto: Alberte Kaae-Nielsen)

Laura Bobach var nogle få sekunder hurtigere end Klara, men hun blev efterfølgende disket. Hun ved i skrivende stund ikke selv hvorfor, men hun var godkendt i mål, så hun må være kommet til at løbe over en af de kunstige spærringer, der var svære at se i terrænet. Hun havde dog heller ikke været super tilfreds med sin tekniske indsats, hvor hun aldrig lykkedes med at få et ordentligt flow. 

Jacob Mikkelsen blev nr. 82 i herreklassen - 3:10 efter italienske Francesco Mariani, der var et sekund foran svenske Linus Wernström - der igen havde 10 sekunder ned til Knock-Out sprintverdensmesteren Guilhem Verove fra Frankrig. Jacob var godt tilfreds med sin præstation i dag. Benene var bedre end de to foregående løb. Han blev lidt snydt af nogle af de spærringer, der var svære at se, men ellers gik det fint. Det er også nogle af de bedste sprintløbere i verden, han var oppe imod. 

Jacob Klærke Mikkelsen på vej i mål efter sit hidtil bedste løb ved disse mesterskaber. (Foto: Alberte Kaae-Nielsen)

Så er det kun mellemdistancen der mangler
Sidste konkurrence er mellemdistancen i morgen. Den foregår i et meget lille militærtræningsområde. Det er så lille at løberne skal løbe på fire forskellige kort. Der er kortvend og to kort på hver side. Så det bliver en spændende oplevelse og utrolig vigtigt, at holde tungen lige i munden. 

Du kan som altid opleve dagens konkurrence - og følge med live i morgen via dette link: FISU World University Championship Orienteering 2026 – Vila Real - TicTacTiming