
WUOC sprint mix stafet
Forsidefoto: 3/4 dele af det danske stafethold - Jonathan, Laura og Klara er klar til at give den fuld gas
Grundet de høje temperaturer gik starten på dagens stafet allerede kl. 09:00 portugisisk tid. Det var en teknisk svær og kuperet bane, der gav udfordringer for det danske hold i dag. De havde håbet på en bedre placering end den 27. plads det endte med, men som Alberte Kaae-Nielsen beretter dernede fra, så er der hård konkurrence, og der er flere nationer, der sender deres løbere videre til World Cup i Tjekkiet efter disse mesterskaber.
Det danske hold lagde ud med Klara Graversen på første tur. Hun var i mål som nr. 29 – 2½ minut efter suveræne Anniina Taipale fra Finlands førstehold, der havde over ½ minuts forspring til de næste. Hun havde ellers været et stykke efter Finland 2 med Inari Karppinen, der dog blev fanget i en af de mange fælder, og fik sat sit forspring over styr.
Klara udtalte efter løber: ”Der var mange fælder, og så tog jeg nogle dårlige vejvalg. Men jeg gjorde mit bedste”.
Hun sendte Jacob Mikkelsen ud på anden tur. Han løb med et fornuftigt løb uden de store fejl Danmark en enkelt placering op.
Oppe front løb Frankrig sig op i førerpostition – og den forlod de ikke igen. De vandt sikkert med et minut ned til Ungarn, der i et tæt spurtopgør henvise den franske 2. hold til tredjepladsen og Tjekkiet til fjerdepladsen. Finlands 2. hold blev nr. 5. Finlands 1. hold var ellers andet hold i mål, men de blev disket pga fejlklip på 3. tur.
Efter Jacob var det Jonathan Graversens tur til at prøve kræfter med de portugisiske bakker og finurlige o-tekniske fælder. Han løb et fint løb uden de store fejl, men mente ikke selv, at benene havde været der i dag. Han holdt placeringen som nr. 28.
På sidste tur løb Laura Bobach holdet en enkelt placering op. Hun havde et rigtig fint løb på nær til post 7, der var det stræk Karppinen også havde mistet meget tid på på førsteturen. Hun udtalte bagefter, at det havde været rigtig sjovt.
Nu står der hviledag på programmet – og så er der individuel sprint og mellemdistance tilbage. Alberte melder, at humøret er højt i den danske camp, og at alle glæder sig til at komme ud i skoven på lørdag. Men først er planen at finde en pool i byen og forberede sig på de sidste to konkurrencedage.
Du kan se eller gense dagens konkurrence her: FISU World University Championship Orienteering 2026 – Vila Real - TicTacTiming