Skip to main content

VM: Alle piger videre til Knock Out finalerne

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

Dagens kvalifikationsløb til fredagens finaler ved Knockout Out sprinten ved VM i Genova sikrede de tre danske dameløbere en sikker kvalifikation, mens det atter blev stolpe-ud for de danske herrer.

Det danske hold var desværre sygdomsramt, så Ida Agervig Kristiansson blev afløst af Ida Øbro i dameklassen, mens Oscar David Broman Jensen erstattede Elias Hinge Krogsgaard. Med Oscars 12. plads i kvalifikationen for to år siden i Edinburgh, var det fortsat et stærkt kort, Danmark kunne sætte ind. Som det fremgår længere nede, sikrede Ida Øbro sig en sikker kvalifikation.

Dagens kvalifikationsløb blev en test af disciplinen “ løb ned ad trapper”. Arrangørerne havde valgt at lægge starten øverst i et område med boligblokke på en ret stejl skrænt, hvor deltagerne undervejs skulle navigere mellem legepladser, parkeringsområder, trapper og veje.

WOC Løbsområde KOS Q

Løbsområdet set på behagelig afstand

I dag startede kvinderne før herrerne og Malin og Hedvig var blandt de først startende ud fra deres respektive ranglisteplaceringer. Da Ida Øbro blev efteranmeldt her til morgen, havde hun den sidste start, hvilket egentlig ikke var så skidt, da finalen jo alligevel først løbes fredag, så der er masser af tid til restitution.

WOC Malin KOS Q

Malin i opløbet

Malin og Hedvig løb begge kontrollerede løb og kvalificerede sig sikkert med henholdsvis en andenplads og en femteplads i deres respektive heats.

WOC Hedvig KOS Q

Hedvig på vej mod en sikker kvalifikation

Ida Øbro takkede for tilliden ved at kvalificere sig på en fantastisk 5. plads. Undervejs var hun tæt på den nervepirrende 12. Plads, men med en virkeligt stærk afslutning, var hun 20 sekunder på den rigtige side.

WOC Ida Ø KOS Q

Ida spurter mod mål

I den hårde herreklasse fik Andreas Bock Bjørnsen ikke en optimal start - hans koncentration blev forstyrret af en bom til et parkeringsanlæg, der var lukket under løbet, men præcis gik op, da han passerede. Trods det, så det længe fint ud for ham, men overraskende mange af de sent startende løb flotte tider, så det var ganske nervepirrende. Og ud af det blå kom sent startende Jo Hiraoka fra Japan og tog 12. pladsen med 5 sekunder, således at Andreas endte med netop ikke at kvalificere sig - han delte den  sure 13. plads med svenske Axel Granqvist.

WOC Andreas KOS Q

Andreas spurtede - men desværre 5 sekunder for langsomt

Niels Dalgaard havde en flot start og lå da på en komfortabel 8. plads i starten. Men tidstab midt på banen gjorde at han var næsten 2 minutter efter heatvinderen, Kasper Fosser i heatet - og det går ikke i en Knockout Out kvalifikation. Slutplaceringen blev nr. 18, ca. et halvt minut efter den forjættende 12. Plads.

Så var det blot at vente på sidst startende Oscar David Broman Jensen. Ligesom Ida havde han et gelænder af sent startende løbere fra eksotiske lande foran sig på startlisten. Men starten blev lidt usikker og der var flere svaj undervejs, så Oscar endte på placering nr. 25 lidt over et minut fra kvalifikationen.

Alle resultater kan findes her

Som de øvrige dage lægges interviews på DOFs Facebook side og de kan genses under 'højdepunkter' på DOFs Instagram-side. 

Umiddelbart efter løbet, udførtes den traditionelle Heat Selection, hvor de kvalificerede løbere kunne vælge, hvilket kvartfinaleheat, de ønskede at være i ved morgendagens finaler i Genovas centrum. Som det ses på nyhedens indledningsbillede, valgte Hedvig det tredje af de 6 heats. Lad os krydse vores fingre for, at Hedvig i morgen får anledning til at vise færre af sine fingre efter finalen!

Nu er det blot at vente til morgen, hvor kvartfinalerne starter fra kl. 13:00 og semifinalerne fra omkring kl. 15:00. Den skarpe iagttager har bemærket, at der ikke indtil nu har været dronebilleder fra VM. Det skyldes at alle løb har været afholdt inden for lufthavnens droneforbudszone. Måske sådan et begreb forekommer bekendt. Men de sidste løb afholdes i Genovas centrum på afstand af lufthavnen, så der skulle gerne blive muligheder for at følge løberne på flere måder.

Bemærk, at både kvartfinaler og semifinaler og finaler kan ses på Web TV. Som altid fås information herom sammen med øvrig løbsinformation via dette link.