Skip to main content

 VM: 4 danske videre til eftermiddagens Sprint Finale

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

VM i orientering er i gang. Her til morgen er der løbet kvalifikation til eftermiddagens sprint finale. Som ventet kvalificerede alle tre danske deltagere i dameklassen sig, men ikke uden dramatik. Derudover løb Andreas Bock Bjørnsen sig i finalen. Elias Hinge Krogsgaard og Niels Dalgaard havde ikke deres bedste dage og kom ikke i nærheden af den forjættende 15. plads.

Ligeledes som ventet, var det en krævende bane i de kringlede gader i Genova og temperaturen er godt lun - der var dog ingen af deltagerne, som så totalt dehydrerede ud, da de kom i mål og der er god forventning om, at eftermiddagens konkurrence ligeledes bliver vanskelig rent teknisk, men ikke varmere end at det bliver en fair konkurrence.

Malin Agervig Kristiansson startede først af de danske i de tre kvalifikationsheat. Helt fra start fik vi en forskrækkelse, da Malin så ud til at være næsten ved post 2 før hun vendte og løb retur til post 1. Tidstabet på et helt minut er normalt kritisk i kvalifikationsløb, men Malin løb helt forrygende derfra og hjem og kvalificerede sig sikkert på en 6. plads. Det lover godt for eftermiddagens finale, at hun løb et halvt minut hurtigere end heatvinderen, Hanna Lundberg, fra post 2 og til mål.

WOC Malin Sprint Q

Malin i mål

Ida Agervig Kristiansson fik en klart bedre start, men levede livet farligt senere på banen, da hun endte som nr. 12 i heatet, men dog et halvt minut inden for cuttet. Så var Hedvig Valbjørn Gydesens kvalifikation mere efter bogen - Hedvig lå heatet igennem ca. 20 sekunder efter Europamesteren Pia Young Vik, som vandt heatet. Hedvig placerede sig på 5. pladsen lige efter favoritten Simona Aebersold og kommer således til at starte ca. 5 minutter før ved eftermiddagens finale. Billede af Hedvig i opløbet pryder nyhedens indledningsside.

Se interviews hvor Ida, Hedvig og Malin oplevede i dag - her på DOFs instagram side eller her på DOFs facebook side.

WOC Ida Sprint Q

Ida i opløbet i de Italienske gader.

 Andreas Bock Bjørnsen havde en stabil start, men er nok ikke helt tilfreds med at tabe et halvt minut mellem første og anden radio - på den sidste halvdel af banen tabte han kun 10 sekunder til heatvinderen, Tino Polsini fra Schweiz. På 11. pladsen var han et halvt minut inden for grænsen. I eftermiddag starter Andreas kl. 14:23:30. I dameklassen bliver første start kl. 15:26. Startlisten for dem kommer også på linket nedenfor. Ida starter 15:42:30, Malin 16:09:30 og Hedvig starter tre minutter efter Malin kl. 16:12:30.

WOC Andreas Sprint Q

Andreas i mål

Alle resultater fra kvalifikationen kan findes via linket nævnt nedenfor for gældende for TV-transmissionen.

TV transmissionen fra finalen i eftermiddag starter kl. 14:10 - her er linket