Optakt til VM: Danske medaljehåb klar til sprint-VM i Genova
Efter en World Cup-sæson med danske topplaceringer og en vellykket træningslejr i Italien rejser det danske landshold til VM i Genova med realistiske medaljeambitioner. Særligt Hedvig Valbjørn Gydesen og Malin Agervig Kristiansson er blandt de internationale profiler, der ventes at kæmpe med om podiepladserne, mens også sprintstafetten kan blive et dansk højdepunkt.
Det danske landshold går ind til VM i sprintorientering i Genova med selvtillid, form og reelle forhåbninger om topresultater.
Fra 7. til 11. juli skal verdensmestrene findes i sprint, Knock-Out sprint og sprintstafet i den italienske havneby, hvor smalle gader, trapper, stejle stræder og teknisk krævende vejvalg venter løberne.
Danmark stiller med et stærkt hold, hvor især Hedvig Valbjørn Gydesen og Malin Agervig Kristiansson har markeret sig internationalt i foråret. Hedvig har vundet to World Cup-løb i Knock-Out Sprint og kommer til VM som en af de største medaljekandidater. Malin har også vist topniveau med en flot andenplads på World Cup-sprinten i Sverige. Sammen med Ida Agervig Kristiansson udgør de et stærkt dansk damehold, som giver Danmark flere kort at spille på både individuelt og i sprintstafetten.
Landsholdet har for lidt over to uger siden været på den afsluttende træningslejr i Italien, hvor de både har trænet i terræner, der minder om VM, og gennemført en simulationsuge med konkurrencer efter VM-programmet. Ifølge cheflandstræner Tue Lassen er holdet godt forberedt.
– Status er god. Alle er fit for fight, vi har ingen skader og ingen sygdom. Det er næsten det allervigtigste i forhold til de forberedelser, der skal gøres. Samtidig har vi set på konkurrencerne, at løberne ser skarpe ud, siger han.
Hos herrerne kommer Andreas Bock Bjørnsen til VM efter en stærk 10.-plads ved World Cup i Sverige. Sammen med Elias Hinge Krogsgaard og VM-debutanten Niels Dalgaard udgør de en spændende dansk herretrio. Niels og Andreas var blandt andet en del af det danske sprintstafethold, der blev nummer fem ved World Cup i Sverige, mens Elias imponerede med en stærk præstation på Danmarks andethold.
Landsholdet består af en blanding af rutinerede profiler og VM-debutanter. Særligt på kvindesiden mener Tue Lassen, at Danmark har løbere, som kan kæmpe helt med fremme.
– Vi har flere, der har vist både i foråret og tidligere på året, at de hører til blandt de allerbedste i verden i deres discipliner. Herrerne har også vist, at de gerne vil være med, siger han.
Netop sprintstafetten kan blive et af de mest spændende danske højdepunkter. Ved World Cup i Sverige sluttede Danmark som nummer fem, og med to danske hold i top syv viste landsholdet både bredde og styrke.
Målsætningen er klar.
– Vi går efter medalje. Det har været et mål længe, og jeg synes, det er realistisk. Vi har allerede vist i World Cup, at vi kan være med helt fremme. Individuelt har flere niveauet til medaljer, og så håber jeg også rigtig meget på den sprintstafet, at vi kan få sat fire rigtig gode præstationer sammen, som jeg tror, kan blande sig om medaljerne på en god dag”, siger Tue Lassen.
VM begynder i morgen med sprintkvalifikation og finale. Torsdag gælder det Knock-Out Sprint-kvalifikation, fredag finalerunderne, og lørdag afsluttes mesterskabet med sprintstafet.
Efter en stærk sæson, en målrettet træningslejr i Italien, DM Knock-Out Sprint som sidste test og en uges restitution er de danske løbere klar til at jagte VM-succes i Genovas gader.