Skip to main content

Fantastisk Førstetur af Frida

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

Junior-VM stafetten 2026 har gode chancer for at gå over i historien - måske på linje med VM stafetten i Frankrig i 2011 - for de, som kan huske den. Deltagerne burde egentlig have været advaret, da afslutningen på fredagens mellemdistance gik gennem det samme flade og diffuse terræn, som stafettens første gaflinger efter arenapassagen lå i. Men realiteten var, at rigtigt mange løbere havde store problemer der - og desværre også flere af de danske. Danmark stillede med to herrehold og et helt damehold og alle hold blev i større eller mindre grad ramt af bom i det omtalte område. Derfor blev de danske stafetresultater ikke som løberne havde håbet, men der blev leveret mange flotte præstationer, som vi fokuserer på i denne nyhed.

I damestafetten løb Frida Kärner Grooss første tur og Frida fulgte meget fint op på fredagens flotte præstation. Hun løb disciplineret hele vejen, satte farten ned når det var nødvendigt og havde fuldt fokus på sin egen orientering i de mange gaflinger. Resultatet blev en fornem andenplads på første tur - og den bedste af samtlige førsteholdsløbere. Endnu et vidnesbyrd om, at Frida holder den højeste klasse, når orienteringen bliver virkeligt vanskelig. Nyhedens indledningsbillede viser Frida i opløbet

På anden tur startede Ingrid Due Nygaard virkeligt fornemt ud. Hun forvaltede på bedste vis, at der kom hurtigere løbere op bagfra og lå på en fantastisk flot 7. plads ved passagen af arenaen. En klar indikation af, at Ingrid har hvad der skal til for at være med på dette niveau. Efter passagen lykkedes det desværre ikke for Ingrid at holde retningen mod næste post. Hun fik dog hurtigt repareret det, men var så uheldig at komme op til feltet foran lige efter de havde stemplet ved post 10 og fulgte med det meste af vejen til post 11 før hun vendte. Det tog noget tid at komme tilbage, men derefter løb Ingrid atter flot.

ab Ingrid JWOC stafet

Ingrid ved passagen af arenaen

På sidste tur løb Signe Møller Skaug ganske fint på første del af banen, men fik ligeledes problemer i det ovenfor omtalte område. På andetholdet blev det til en del fejl for Krista Lervad Lundø på førstetur, mens Ester Olivia Staal Bering kan være rigtigt fint tilfreds med sit løb på andenturen, hvor hun særligt i starten holdt fart med de hurtigste. Dnmark havde ikke en tredje løber, da Athene Wessel Larsen var skadet og ikke stillede op.

I herrestafetten fik de tilstedeværende danskere en lille forskrækkelse, da Niels Elton Jokumsen var på første TV-post som nr. 36. Niels havde angiveligt været ret alene om sin gafling i den gruppe, han var i, så det blev til en runde der. Men Niels er ikke kendt for at give op, så han kom ind i en god rytme, klarede de vanskelige poster flot og med så høj fart, at han endte med at være næstbedste førstehold i mål blot et minut efter de senere vindere fra Sverige. Modsat Niels løb Emil Fredberg i andetholdet helt perfekt på den første del af turen og blev først indhentet af Niels omkring arenapassagen. Herfra blev det dog til et venstresving op til en post, han skulle have senere på banen. Det blev da hurtigt repareret, men det kostede nogle minutter og placeringer.

ab Niels JWOC stafet

Niels passerer storskærmen i arenaen

På anden tur løb Asbjørn Faber Fenger Grøn disciplineret. Han tabte nogle få placeringer, men undgik store fejl og sikrede dermed Mads Christian Maarup et udgangspunkt blot 6 minutter efter de førende. Mattias Rokkjær løb endnu mere imponerende i andetholdet og tabte blot to minutter til de førende.

aa Asbjørn JWOC stafet

Asbjørn efter en fin andentur

På tredje tur startede Mads Christian Maarup i førsteholdet helt forrygende ud og var oppe på en plads som 5. bedste nation ved passagen af arenaen - i princippet blot 15 minutter fra mål. Desværre fik Mads også en tung tur i det flade område, således at holdet endte som nr. 20 af alle hold. Det var nok ikke den store trøst at det højt profilerede norske førstehold sluttede blot 8 sekunder foran. Anton Kupriyanov Hviid løb sidste tur på andetholdet og startede også rigtigt flot ud og tabte kun ganske lidt tid på den første halvdel. Desværre gentog historien sig også for Anton, som ligeledes tabte tid på den sidste del af banen.

ab Mads JWOC stafet

Mads Christian ved arenapassagen

Så alt i alt en stafet med mange fine delpræstationer, men det lykkedes ikke for nogen af de danske hold at sætte en samlet god præstation sammen i det vanskelige terræn. Men når disse linjer skrives, er de sikkert i gang med den legendariske Junior-VM afslutningsfest - alle formentlig store oplevelser rigere og med god inspiration for det unge hold til at se frem mod kommende opgaver.

Resultater, tracking m.v. kan findes her

Nu kan arrangørerne fra OK Orion i Blekinge puste ud efter et flot arrangement, hvor de har vist, at Sverige har fantastiske skovterræner - også i forholdsvis kort afstand fra Danmark. Næste år afholdes Junior-VM i det sydlige Polen i en noget anden terræntype end den svenske.

Nu skifter fokus fra juniorernes til seniorernes VM, når første konkurrence starter på tirsdag i Italienske Genova. Læs mere om det i denne nyhed