Skip to main content

Tre danske Top 20 placeringer ved Junior VMs mellemdistance

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

Danmarks juniorer viste sig frem på flotteste vis med Mads Christian Maarup på podiet som nr.5, Frida Kärner Grooss som nr. 8 og Asbjørn Faber Fenger Grøn løb sig til en flot 16. plads. Og med sidst startende Niels Elton Jokumsen lige uden for top 20 og Emil Fredberg med en ny flot placering på 35. pladsen, kan danskerne absolut være tilfredse med dagens præstationer. Mads Christian, Asbjørn og Frida pryder nyhedens indledningsbillede.

Som ventet bød banerne ved den sydøstsvenske skærgårdskyst syd for Jämjö på drilske poster i det flade og diffuse terræn. Man skulle være god til at holde en retning og være skarp i indløbet til posterne.

Mads Christian startede ret sent og løb med GPS, så man kunne følge, hvordan han havde to små svaj, men farten var høj og han var blot 18 sekunder efter hurtigste løber ved første TV-post. Og var der faktisk 8 sekunder hurtigere end den senere norske vinder. I mål var afstanden 57 sekunder, mens bronzen var sølle 5 sekunder væk.

c JWOC M Mads C

Mads Christian gav alt i opløbet

Asbjørn Faber Fenger Grøn løb ligeledes et flot og sikkert løb, hvor farten var lidt levere end for de hurtigste, men 16. pladsen var en virkelig toppræstation, som lover godt for kommende mesterskaber. Niels Elton Jokumsen tabte tid til Asbjørn i starten, men løb sig siden op og sluttede blot 14 sekunder efter Asbjørn. Så mon ikke trænerne har en taknemmelig opgave med at udtage morgendagens stafethold.

Dagens terræn passede i det hele taget de nordiske herrer fint. Kun to i top 10 var ikke fra de nordiske lande. Det er ret usædvanligt for et Junior-VM, der ofte kendetegnes ved, at der er løbere fra mange lande med i toppen. De ellers så stærke tjekkiske løbere måtte "nøjes" med at deres bedste løber delte 16. pladsen med Asbjørn. Norske Sondre Olaussen var 22 sekunder foran den svenske sølvvinder Ludwig Rosen, som igen havde 30 sekunder ned til landsmanden Edvin Johansson Liljegren på bronzepladsen.

c JWOC Middle top 3 Herre

De tre hurtigste i herreklassen

Frida Kärner Grooss fik ikke en optimal start, men som hun tørt konstaterede, det gjorde sprint- og lang-vinderen Freja Hjerne heller ikke og hvor Frida fik samlet sig flot op og løbet sikkert sidst på banen ind til den fine 8. plads. Hun ville dog nok gerne lige have løbet de 17 sekunder hurtigere, som kunne have bragt hende på sidste podieplads sammen med FTOK-klubkammeraten Rachel Baker fra New Zealand.

c JWOC M Signe MS

Signe Møller Skaug vurderer dagens præstation

Blandt de øvrige danske deltagere kunne Ingrid Due Nygaard på 54. pladsen glæde sig over blandt andet at være foran den tidligere juniorverdensmester Henriette Radzikowski og Signe Møller Skaug som nr. 70 placerede sig lige foran den nykårede Ungdoms-EM vinder, kroatiske  Dora Delic - stadig mindre end 10 minutter efter vinderen.

Og vinderen af dameklassen var næsten dansk - Felicia Persson er fra Helsingborg og hun må have været på tur på tværs af Skåne til denne terræntype en del gange før, for hendes sejrsmarginal til Ungarske Janka Mikes var knusende 1:46 - det er meget, når man løber hele banen på 22:42 min.

c JWOC Middle top 3 Dame

Top tre i dameklassen

Efter lige at have sovet på dagen, opsummerer Juniortræner Morten Rindum Knudsen de danske præstationer sådan her: "Gårsdagens mellemdistance bød på udfordrende baner og teknisk svært terræn. Derfor var alle løberne bevidste om hvad opgaven var, nemlig at lade teknikken styre tempoet. Truppen er overordnet lykkes rigtigt flot, og er kommet i mål med det de opfatter som lykkedes planer. Det var mega fedt at se at løberne tog deres fokuspunkter alvorligt, selvom det så for nogle betød at de havde en følese af at have kun presse den mere fysisk. Og så er det jo bare rart at se at niveauet er så højt på tværs af gruppen." 

Alle resultater kan findes her

Junior-VM afsluttes lørdag med den traditionelle tre personers stafet fra samme målplads som dagens mellemdistance. Kender man de svenske arrangører ret, skal der nok være godt med gaflinger i det flade og diffuse terræn, så spørgsmålet bliver som så ofte før, hvem der lykkes med at holde hovedet koldt. Løberne er i hvert fald advaret efter dagens mellemdistance.

Stafetten starter med herrestafet kl. 09:00 og damestafet kl. 11:10 og som for de øvrige løb, kan stafetten følges på IOF Web TV med start for sendingen kl. 08:50. Transmissionen samt startlister, mellemtider, tracking m.v. kan følges her.