Skip to main content

Fornem dansk 4. plads i Ungdoms-EM stafetten - opdateret

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

Sidstedagen af Ungdoms-EM i Slovenien bød som ungdomslandstræner Oscar Sig Tranberg havde forudsagt på lidt mere åbent og stirigt terræn i forhold til fredagens langdistance. Men fortsat med det karakteristiske detaljerige negative kurvebillede, som Slovenien er kendt for. Igen med fine danske præstationer, som helt sikkert har givet god inspiration til fremtiden.

I H 16 fulgte Esben Obel flot med feltet og skiftede som nr. 7, blot halvandet minut efter de senere vindere fra Tjekkiet. Albert Hildebrandt holdt placeringen minus et enkelt sekund, men oppe foran gav de senere vindere fra Tjekkiet og Finland den fuld gas, så afstanden til dem blev forøget lidt. Så var det Mathias Reiche Sørensen  tid. Ved publikumspassagen så man han havde et andet gear end de fleste konkurrenter og da var han allerede oppe på 5. pladsen og på sidste runde måtte også Frankrig se sig passeret. Super flot løbet af de danske drenge! Billedet af de tre med deres diplomer på forsiden af denne nyhed er taget af Lars Pagh.

I D 16 løb Astrid Lykke Nielsen først og skiftede som nr. 15, Kille Beuchert løb holdet en enkelt plads op og skiftede blot 7 minutter bag andenpladsen. Som Osar fortæller længere nede i nyheden, gennemførte holdet desværre ikke. Oppe foran var det et historisk vinderhold fra Kroatien, der med de to Delic-søstre på de to sidste ture vandt en suveræn sejr.

I H18 skiftede Eskild Stig Nielsen som nr. 17 efter første tur. En placering som Rune Cederberg stort set holdt inden Lukas Verhelst med en forrygende sidstetur sikrede holdet en 14. plads små 23 minutter efter de finske vindere.

I D18 var Astrid Faber Fenger Grøn godt med på første tur og skiftede som nr. 11 blot tre minutter efter de førende svenskere. Anna Hornbæk holdt placeringen, men igen blev der givet gas oppe foran, så afstanden til de stadig førende svenskere blev øget lidt. Siv Kusk Berglund løb tredje tur for Danmark, der endte på en placering som nr. 13. Oppe foran blev svenskerne overhalet af stærke tjekkiske piger, som dermed sikrede landet den anden sejr i dagens stafet.

Ungdomslandstræner Oscar Sig Tranberg opsummere stafetten sådan her: "I D16 slog Ida Monrad sit knæ på gårsdagens langdistance og måtte afgive sin førstetur til Astrid Lykke. Astrid og Kille kom fint fra start, men desværre betød et vrid i anklen på Maries opvarmning, at holdet ikke kunne gennemføre. Anderledes godt gik det i H16, der med tre imponerende løb, kæmpede sig op på podiet og ind i top 4, som der ellers var tæt kamp om på tredjeturen. I begge H/D-18-klasser kæmpede løberne med varmen og 5 ud af 6 løbere lavede et større bom, der desværre kostede lidt for meget tid. Trods det placerede begge hold sig fint i midten af resultatlisten, hvilket vidner om stabile præstationer. Stafetløbet markerede afslutningen på et vellykket mesterskab trods mange med debut i landsholdstrøjen. Bundniveauet var højere end sidste år og der er lige nu en flot bredde i den unge del af dansk orientering, som bliver spændende at følge de kommende år."

Alle resultater kan findes her.

Arrangementet som helhed var som ånden er i Slovenien: Sublime terræner og højt humør, men man skulle nok være entusiast for at følge stævnet online. Der er dog ikke tvivl om, at deltagerne har fået en rigtigt fin oplevelse.

Nu skifter fokus til de lidt ældre juniorer, når Junior-VM starter på mandag med sprint i Sydsvenske Karlskrona. Mon ikke intensiteten bliver skruet yderligere op, samtidig med at temperaturen skrues en anelse ned?