Skip to main content

 Sprintdistancen ved Ungdoms-EM afviklet

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

Sprintdistancen ved første dag af Ungdoms-EM blev løbet i klassisk og fladt sprintterræn i Slovenske Nova Goricka. Den største nyskabelse var nok den nye signatur med grå bolde, som symboliserer P-plads med parkerede biler. Med start på målpladsen, var der basis for god stemning. Og for de danske løbere har der givetvis været god læring i at deltage i et internationalt mesterskab.

I H 16 løb Mathias Reiche Sørensen sig til en fin 26. plads, 1:40 efter den spanske vinder Daniel Sanz. De stærke felter savner kun Norge og Sverige af de store nationer - det er først i H og D 18, at de også stiller med deltagere. Storm Tofterup fulgte lige efter Mathias på en stærk 29. plads. Indledningsbilledet viser Mathias på vej i mål.

I D 16 var Astrid Lykke Nielsen bedste danske på en plads som nr. 46, små tre minutter efter det kroatiske stortalent  Dora Delic, som var imponerende 18 sekunder foran nr. 2.

I H 18 var Lukas Verhelst blot 1:21 efter den - igen - spanske vinder Ekain Fernandez Garcia - en imponerende præstation givet at der som skrevet ovenfor her også var stærke løbere fra Norge og Sverige med.

EYOC Lukas sprint

Lukas i opløbet

I D 18 blev Astrid Faber Fenger Grøn nr. 55, 3:26 efter den suveræne Schweiziske vinder, Lotta Marit Luethi, som var hele 36 sekunder foran den svenske sølvvinder, Elsa Ehrenborg

EYOC Astrid sprint

Astrid i starten

 

Alle resultater kan ses her. U 18 træner Oscar Sig Tranberg udtaler: "Der var stabile præstationer og nogle enkelte ret imponerende præstationer. Det er fedt med top 30 og 40. Varmen ramte et par stykker men egentlig kunne de fleste holde hovedet koldt og orienteringen skarp hele vejen rundt"

EYOC holdet 2026

EYOC-holdet anno 2026 - klar til langdistance

Som nævnt i gårsdagens optaktsnyhed, afvikles langdistancen fredag - første start er kl. 10:00 - ligeledes med anvendelse af dette link til livestream. Startlisterne findes her.

Alle fotos er taget af EYOC holdledelsen v/ Oscar Sig Tranberg.