Skip to main content

Ungdoms-EM i drømmeterræn

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

En storslået sportssommer er over os. Og her tænker vi ikke på knock out fasen ved VM i Fodbold, Wimbledon eller Tour de France. Nej, i morgen løbes første konkurrence ved Ungdoms-EM - der også kaldes EYOC - i Slovenien. Og lige efter følger Junior-VM ved Karlskrona, Senior VM i Genova og lidt senere World Cup i Tjekkiet og Veteran-VM (WMOC) i Polen. Så der er masser af grunde til at undgå at blive solskoldet og i stedet følge med ved computeren - hvis man ikke er så heldig at være på plads ved selve arrangementerne!

Ungdoms-EMs sprintdistance har første start torsdag kl. 10 i Slovenske Nova Goricka. Danmark stiller med 15 deltagere i de fire klasser og startlisten kan findes her

Som det ses af startliste, har Ungdoms-EM de 4 klasser H 16, D 16, H 18 og D 18 og en nation kan stille med 4 i hver klasse, så Danmark har næsten fuldt hold. I H og D 16 stiller vi i stærkeste opstilling, mens D og H 18 er en chance for yngre løbere, som ikke klarede nåleøjet til Junior-VM for at få erfaring i den rød-hvide dragt.

Det er muligt at følge live stream via arrangørernes hjemmeside via dette link.

Konkurrencen i Ungdoms-EM er traditionelt hård og med 106 deltagere i H 16, 107 i D 16, 110 i H 18 og 111 i D 18, skal de danske løbere stå tidligt op for at nå en topplacering. En anden grund til at stå tidligt op, er at den Sydeuropæiske varme også er nået til Slovenien, men heldigvis loves der torsdag letskyet vejr og "kun" 30 grader, når sidste løber er i mål ved 12-tiden.

Arrangørerne har naturligt nok et stort fokus på at tage højde for høje temperaturer, særligt i skovdistancerne. Og nu vi er ved skovdistancerne, så lad os lige tage et hurtigt blik på nyeste kort fra 2023 over langdistanceterrænet fredag.

Lang terræn EYOC

 

 

Kendere vil vide, at det slovenske terræn er blandt det bedste i Europa og netop omkring arena-byen Lokve, findes noget af det mest udfordrende småstenede terræn med negativt kurvebillede - så løberne forventes at blive virkeligt godt underholdt der. En rigtigt god sideeffekt er, at der stort set ikke er lysåbne områder i disse skove, så selvom temperaturen hen mod kl. 15, hvor langdistancen planlægges at slutte, ventes at nærme sig de 33 grader, lægger arrangørerne sig i selen for, at løbene afvikles fuldt forsvarligt.

Så det er blot at sætte sig til rette foran computeren og mærke energien og glæden strømme imod sig.