Skip to main content

Farum-Tisvilde nr. 10 til Jukola

| Thomas Jensen | Nyheder

Forside: Søren Thrane Ødum giver interview efter med et verdensklasseløb at have ført Farum-Tisvilde op i en suveræn føring. 

Farum-Tisvilde satte et stort præg på årets Jukola, der blev afviklet uden for den finske by Kotka et stykke øst for Helsinki – ikke langt fra den russiske grænse.

Jukola er en 7-mandsstafet, men har også en kvindeklasse der kaldes Venla, hvor der er 4 løbere på holdet. Det er verdens største orienteringsstafet med 1.867 hold i Jukola stafetten og 1.545 hold i Venla stafetten. Der var således i alt 19.249 løbere tilmeldt stafetten.

Der deltager hold fra 20 forskellige nationer, men da mange af verdens bedste løbere stiller op for nordiske hold, er der langt flere nationer repræsenteret.

Dårlig start for Farum-Tisvilde
Det startede ellers ikke så godt for Farum-Tisvilde. Elias Hinge Krogsgaard fik slået lampen af i starten og mistede orienteringen, så han bommede post 1. Ved første radio efter 2,8 km var han blot nr. 268 – 4:10 minutter efter Tullinges natstafetekspert Simon Imark.

Til gengæld var Asbjørn Kaltoft, Andreas Bock Bjørnsen, Linus Agervig Kristiansson og Mads Christian Maarup rigtig godt med i starten.

Efter post 1 gik det kun en vej for Elias – og han fik på imponerende vis løbet sig op på en 14. plads kun 2:07 efter Imark. Linus Agervig Kristiansson, der stiller op for IFK Göteborg, var inde som nr. 6 - 40 sekunder foran Elias. Andreas Bock Bjørnsen fra OK Pan Aarhus mistede lidt tid til sidst, og skiftede som nr. 63 – 4:51 efter.  

Verdensklasse af Søren
På andentur lukkede Søren Thrane Ødum hurtigt hullet. På første radio var han nr. 4 – 12 sekunder efter. På anden radio var han forrest – og den position forlod han ikke igen. Han var først i mål med et hul på 36 sekunder til nærmeste forfølger – og over et minut til de store favorithold.


Niels Elton Jokumsen måtte også op til interview, efter han holdt Farum-Tisvilde inde i topstriden, med en imponerende indsats på den længste natbane. 

Imponerende af Niels Elton
Tredjetur var den længst natbane – og her havde Farum-Tisvilde Niels Elton Jokumsen, der er født i 2007 og dermed stadig er junior næste år. De fleste 19-årige ville nok være noget nervøse over at blive sendt ud i spids.

Men Niels Elton imponerede endnu engang med en fantastisk stafetpræstation. Han løb rundt blandt løbere som Gustav Runefors, Joakim Svensk, Timo Sild og Lukas Liland. Men det fik ham ikke til at ryste i bukserne. Han var i mål som nr. 3 – 37 sekunder efter den tidligere Farum-Tisvilde løber Gustav Runefors, der nu løber for IFK Göteborg.

Lidt tabte placeringer på 4, 5 og 6. tur
På de næste tre ture røg Farum-Tisvilde ud af den absolutte topstrid. Marius Thrane Ødum og de to unge newzealandske farum-tisvildeløbere Felix Hunt og Zefa Faavae løb alle fine løb, men de mistede tilsammen 18 minutter til teten og gled ned på en 12. plads.

Fin afslutning af ’Steiner’
Jacob Steinthal løb en flot sidstetur. Han mistede lidt tid til de forreste, men han fik hentet to placeringer, så Farum-Tisvilde sluttede som nr. 10. Det er to placeringer efter sidste års overraskende 8. plads, så klubben har virkelig sat sit mærke på denne stafet.

Sejren gik igen år til Store Tuna, med 4 Svensk brødre på holdet. IFK Göteborg med Linus Agervig Kristiansson på holdet blev nr. 4.

De øvrige danske holds placeringer blev: Farum-Tisvilde 2 nr. 40, Farum-Tisvilde 3 nr. 106, OK Pan Aarhus nr. 111, Søllerød OK nr. 247, OK Vendelboerne (er ikke i mål i skrivende stund – men ligger nr. 759)

Sejr til Malin i Venla
Et halvt døgns tid inden Jukola blev afgjort, blev Venla stafetten afgjort. De danske hold satte ikke et lige så stort aftryk i Venla, som de gjorde i Jukola – men der var mange danskere, der gjorde det rigtigt godt.

På første tur var Ida Agervig Kristiansson inde som nr. 14 for IFK Göteborgs 3. hold – 2:33 efter, og foran både 1. og 2. holdet. Blot 7 sekunder efter hende imponerede Frida Kärner Grooss med at føre Farum-Tisvilde ind på en 18. plads. Først i mål var i øvrigt norske Anne Margrethe Hausken Nordberg, der i januar i år rundede de 50 år. Imponerende. 

På andenturen lukkede Malin Agervig Kristiansson for IFK Göteborgs førstehold, det hul på 2:36 min hun var sendt ud efter teten, og hun kunne i dagens bedste tid løbe i mål som første hold. På tredjetur røg holdet ned på en 3. plads, men Sanna Fasth løb på sidste tur op til sit navn, og løb sejren i mål med en marginal på 1 minut.

OK Linné med Ida Øbro på holdet blev nr. 4. Lotte Jauhojärvi Markussen løb 5. bedste tid på 3. tur, og var med til at sikre norske NTNUI en 10. plads. Eva Örnhagen Jørgensen løb Göteborg Majorna ind til en 11. plads, mens Agnes Nørgård Kracht sikrede Västervik en 17. plads.

De danske holds placeringer blev: Farum-Tisvilde 1– nr. 71, Farum-Tisvilde 2  nr. 133 og OK Pan Aarhus  nr. 137.