
(Opdateret) Resultatlisten for søndagens langdistancetestløb i Linå Vesterskov annulleres for testløbsklasserne
Mange deltagere på søndagens regnvåde testløb til World Cup runde 3, JWOC og EYOC oplevede desværre at deres farve på kortet blev slidt/vasket lige så stille roligt af undervejs på langdistancen i Linå Vesterskov, så det var svært/umuligt at se både kort- og banepåtryk tilsidst.
Det betød desværre store tidstab og mange løbere der måtte udgå fordi de ikke kunne se kort og bane tilsidst.
Arrangørerne fra Silkeborg OK og Dansk Orienterings-Forbund beklager meget at dette kunne ske igen efter noget lignende skete til DM Lang i Tisvilde Hegn i september 2025, og der startes nu fra forbundets side en proces for at lave klare procedurer for at dette ikke kommer til at ske igen.
Arrangørerne modtog ikke nogen officielle klager, men har som en konsekvens af denne arrangørfejl, besluttet at annullere resultatlisterne i testløbsklasserne D16, H16, D20, H20, D21 og H21, da kortkvaliteten vurderes til at have "påvirket konkurrencens resultat i væsentlig grad" (Stævnereglementets §4.3).
Resultaterne i disse klasser vil heller ikke bruges som grundlag for udtagelsen til World Cup runde 3, JWOC og EYOC, ligesom at løbet også annulleres som 5.afdeling af både Trimtex Senior Cup og Løberen Junior Cup.
For udtagelse til EYOC gælder:
- At udtagelsen foretages på baggrund af en samlet vurdering af resultater fra de to testløb (DM Sprint i Kolding og Mellemtestløb i Skærbøge)
For udtagelse til JWOC gælder:
- At udtagelsen foretages på baggrund af en samlet vurdering af resultater fra de to testløb (DM Sprint i Kolding og Mellemtestløb i Skærbøge), samt individuelle internationale resultater fra 2025.
For udtagelse til World Cup runde 3 gælder:
- At udtagelsen foretages på baggrund af en samlet vurdering af resultater fra de ene testløb (Mellemtestløb i Skærbøge), samt individuelle internationale resultater på skovdistance fra 2024-2025.
Gældende er fortsat også afsnittene "Vurdering af præstationsniveau i udtagelse", "Vurdering af tidligere resultater i udtagelser" og "Kvalitetskriterier". Læs udtagelseskriterierne her.
For klasserne D10, D12, D14, H10, H12 og H14 (som var en afdeling i Midtjysk Ungdomsliga) vurderes kortkvaliteten ikke at have påvirket konkurrencens resultat i væsentlig grad og også på de åbner baner bliver resultatlisten stående.
Opdaterede resultatlister vil snart blive lagt på stævnets hjemmeside og på o-result.dk.
Billede: En H20-løbers kort efter målgang på langdistancetestløbet