Skip to main content

Testløb til World Cup 3, JWOC og EYOC i Silkeborg denne weekend - Hedvig Valbjørn Gydesen og Ida Agervig Kristiansson er forhåndstudtaget til World Cup runde 3 i Tjekkiet

| Tue Lassen | Nyheder

Der er meget på spil når Silkeborg OK og Dansk Orienterings-Forbund arrangerer testløb til World Cup runde 3 i Tjekkiet, 3.-10. august, JWOC i Sverige 27. juni - 5. juli og EYOC i Slovenien 23.-27. juni, som en del af Midtjysk Sommerweekend.

I morgen lørdag er der mellemdistance i den lille jomfruelige skov Skærbøge, som aldrig har været kortlagt og brugt til orienteringsløb før, og søndag er der langdistance i Linå Vesterskov. Begge dage venter rigeligt med højdemeter.

Efter VM-udtagelsen er det nu også besluttet at Hedvig Valbjørn Gydesen, OK Melfar og Ida Agervig Kristiansson, OK Snab, er forhåndsudtaget til World Cup runde 3 i Tjekkiet, så de kan have fuld fokus på deres VM-forberedelser, uden at skulle løbe de to testløb i denne weekend. Hedvig tager dog alligevel turen fra Aarhus til Silkeborg og deltager i testløbet lørdag. Malin Agervig Kristiansson, OK Snab, var også i spil til en forhåndsudtagelse, men hun har i samråd med cheflandstræneren besluttet at stå over World Cup runde 3, så hun efter VM kan holde fokus på at stå så stærkt som muligt til efterårets EM i Litauen. 

For de der ikke tager turen til Silkeborg, hvor det også er muligt at købe åbne baner på dagen, kan man følge testløbene på https://liveresultat.orientering.se/