Skip to main content

VM-holdet er udtaget

| Tue Lassen | Nyheder

Efter en World Cup runde i Sverige med stærke danske resultater, har udtagelseskomiteen nu sat navne på hvem der skal løbe VM på sprintdistancerne i Genova, Italien, 3-12 juli. 

3 herrer og 3 damer har skilt sig ud og får tilliden til at løbe begge individuelle distancer (Sprint og Knock-out Sprint) til VM, og det er også blandt de 6 løbere at VM-sprintstafetholdet til VM's sidste dag skal findes.

Det danske VM-hold tager til Italien med en masse selvtillid og medaljeforhåbninger i bagagen efter at have leveret tre top 2 resultater og yderligere 2 top 6 resultater individuelt fra de to første World Cup runder, samt en afsluttende sprintstafet med to hold blandt de 7 bedste og så tæt på medaljerne som sprintstafetholdet ikke har været siden VM 2022 i Kolding.

Størst forhåbninger er der selvfølgelig til Hedvig Valbjørn Gydesen og Malin Agervig Kristiansson på baggrund af de to overståede World Cup runder, men også herrerne, anført af Andreas Bock Bjørnsens med sin 10.plads på sprinten i Sverige, og Elias Hinge Krogsgaards fantastiske 2.tur på sprintstafetten, viser at vi godt kan have forhåbninger om gode danske herreresultater til VM, og ikke mindst på sprintstafetten.

VM-holdet tager på VM-træningslejr til Italien d. 17.-25. juni, og afslutter de sidste hårde VM-forberedelser med at løbe DM Knock-out Sprint i Herning fredag d. 26. juni. 

 

VM-programmet:

Tirsdag d. 7. juli: Sprint Kvalifikation + Sprint Finale

Torsdag d. 9. juli: Knock-out Sprint Kvalifikation

Fredag d. 10. juli: Knock-out Sprint Finaler

Lørdag d. 11. juli: Sprintstafet.

 

VM-holdet:

Hedvig Valbjørn Gydesen, OK Melfar

Ida Agervig Kristiansson, OK Snab

Malin Agervig Kristiansson, OK Snab

Ida Øbro, Tisvilde Hegn OK (medrejsende 1.reserve Sprint og Knock-out Sprint)

Eva Örnhagen Jørgensen (2.reserve Sprint og Knock-out Sprint)

(Josefine Lind, OK Gorm var udtaget som 1. reserve, men har af forskellige årsager valgt at takke nej)

 

Andreas Bock Bjørnsen, OK Pan Aarhus

Elias Hinge Krogsgaard, Silkeborg OK

Niels Dalgaard, Kolding OK

Oscar David Broman Jensen, Allerød OK (1. reserve Knock-out Sprint, 2. reserve Sprint)

Linus Agervig Kristiansson, OK Snab (medrejsende 1.reserve Sprint, 2. reserve Knock-out Sprint)

 

Foto: Kristina Lindgren. Fra sprintstafet til World Cup runde 2 i Sverige, hvor Danmark kom på podiet som nr. 5