Skip to main content

Malin 2’er på worldcup sprint (opdateret med herre resultater)

| Thomas Jensen | Nyheder

Forside: En koncentreret Malin på vej til sin bedste worldcup placering - en fantastisk andenplads - på dagens sprint. (Foto: @kl_grafi Kristina Lindgren)

Det har været en helt fantastisk dansk sprintdag. Den dobbelte worldcup vinder Hedvig Valbjørn Gydesen leverede endnu en verdensklassepræstation og løb sig til en fornem 5. plads i dagens individuelle sprint. Men Malin Agervig Kristiansson gjorde det endnu bedre. Hun sluttede som nr. 2. Kun den sidststartende schweizer Simona Aebersold formåede at klemme sig ind foran Malin.

Flot løb af Hedvig
Hedvig løb et rigtig flot løb. Hun mistede en smule tid til post 5 på et vejvalg, men ser ellers ud til at have truffet alle de rigtige beslutninger – og hun har gjort det i rigtig højt tempo. Hun kom da også i mål i klart bedste tid. Men der var 24 løbere tilbage i startfeltet. Føringen holdt ikke længe, da svenske Sanna Fast, der var startet 1½ minut efter Hedvig,  var lidt for hurtig for Hedvig. Fast var 11 sekunder foran Hedvig – men Hedvig havde hentet 4 sekunder fra første TV post, så det stod klart, at Hedvig havde afsluttet rigtig stærkt.

Malin 2’er
Malin startede som 11. sidste løber. Hun lagde enormt stærkt ud, og var kun få sekunder efter Fast på de to første TV poster. Malin afsluttede lige så stærkt som Hedvig, og fik presset sig ind foran Fast med to sekunders margin. Så var det bare at vente.

Som løbet udviklede sig stod det hurtigt klart, at der kun var tre der kunne udfordre Malin og Hedvigs placeringer som nr. 1 og 3. Det var Pia Young Vik fra Norge, Hanna Lundberg fra Sverige og den førende i worldcuppen schweiziske Simona Aebersold.

Vik var 15 sekunder foran Hedvig ude på banen, men et dårligt vejvalg til 3. sidste post kostede hende 14 sekunder – og så ved vi at Hedvigs afslutning er nådesløs, så hun endte lige efter Hedvig. Lundberg var foran Malin på de to TV poster, men hun mistede lidt fart til sidst, og sluttede 9 sekunder efter Malin og 4 sekunder foran Hedvig, på det der blev til en 4. plads. Hedvig sluttede dermed som nr. 5. 

Så var der kun Aebersold tilbage. Hun løb et helt perfekt løb og førte fra start til mål. Sejrsmarginalen blev på 22 sekunder. Men det betyder, at vi for første gang i mange år, har to danskere på podiet (top 6). Så det har været en helt fantastisk dag.

Malins søster Ida Agervig Kristiansson løb også et flot løb. Hun havde dog ikke helt den fart, hun nogle gange har haft, men sluttede alligevel på en fin 16. plads. Josefine Lind blev nr. 43, Ida Øbro nr. 47 og Eva Örnhagen Jørgensen blev nr. 76. 

Andreas nr. 10
Herreklassen var delt op, så en del af feltet – heriblandt alle danske herrer – startede tidligt. Derefter var der et hul på over en time, hvor dameklassen blev afgjort, før de sidste 40 herrer blev sendt afsted. 

Inden de sidste 40 startede lå Andreas Bock Bjørnsen på en foreløbig 2. plads - 9 sekunder efter schweiziske Martin Hubmann. Men det var de 40 formodede stærkeste løbere, der manglede.

Som konkurrencen skred frem blev det dog klart, at Andreas havde leveret en rigtig flot præstation. Florian Attinger fik som en af de først startende i favoritfeltet klemt sig ind tre sekunder foran Andreas - men derefter skulle der gå lang tid, før Andreas' placering blev udfordret. Top 5 i dagens konkurrence startede alle blandt de 7 sidste - så Andreas blev skubbet ned på en 10. plads. Men det er den bedste danske herreplacering i mange år, og en præstation Andreas kan være rigtig stolt over. 

Sejren gik til den norske forhåndsfavorit Kasper Harlem Fosser. Han var 12 sekunder hurtigere end finske Tuomas Heikkila, der førte den samlede worldcup inden dagens konkurrence, og som stadig har 19 points forspring til Fosser efter dagens konkurrence. Top to var dermed en gentagelse af den indiviuelle sprint i første worldcuprunde i Schweiz, men da Fosser missede finalen i knockout sprinten både i Schweiz og her i Sverige i torsdags, og Heikkila blev nr. 4 i begge knockout sprinter, har finnen stadig et forspring til Fosser. 

Elias Hinge Krogsgaard og Niels Dalgaard løb begge flot og delte en placering som nr. 42, 26 sekunder efter Andreas. Jeppe Edvardsen var yderligere 50 sekunder efter som nr. 86, Oscar David Broman Jensen blev nr. 90, Linus Agervig Kristiansson nr. 92 og Emi Øbro nr. 96. De var henholdsvis 4, 9 og 24 sekunder efter Jeppe - og altså ca. 2 minutter efter Fosser. 

Se eller gense resultater, tracking m.v. her: https://orienteering.sport/event/orienteering-world-cup-round-2-3/sprint/