Skip to main content

Nikoline Splittorff sikrer MTBO world cup sejr i Ungarn

| Michael Lindholm | Nyheder

Årets første world cup fandt sted henover weekenden og det endte med en enkelt sejr, som Nikoline Splittorff tog sig af da hun vandt sprinten.

Et noget decimeret stafethold drog til Ungarn og årets første afdeling af world cuppen. Sprint, mellem- og langdistance stod på programmet for eliten. For hhv. sprinten og langdistancen var det tillige årets VM for U23-rytterne. Dem havde Danmark dog ingen af på startlisten.

Fredagens sprint gav sejr til Nikoline Splittorff. Den forsvarende europamester på distancen vandt med 13 sek. foran det unge italienske stjernefrø Iris Aurora Pecorari. Svenske Elvira Larsson tog den sidste podieplads. Cæcilie Christoffersen leverende igen solidt, som hun ofte gør, og kom lige med i blomsterne på 6. pladsen, blot 44 sek. efter vinderen.

Hvad jeg lige kan tælle mig frem til, var det Nikolines 17. individuelle world cup sejr. Det er inklusive VM & EM, da de indgår i world cup regnskabet.

Hos herrerne var Oliver Friis eneste danske deltager og han blev nr. 23 (af 62 startende), 2,08 min. efter vinderen Jonas Maiselis, Litauen.

Lørdagens mellemdistance gav hos damerne sejr til italienske Iris Pecorari, 35 sek. foran Elvira Larsson og så måtte Nikoline ned på 3. pladsen, 47 sek. efter vinderen. Cæcilie blev nr. 8 – et par min. efter. Oliver endte på 26. pladsen hos herrerne.

Søndagens afsluttende langdistance endte med 4. plads til Nikoline og Cæcilie fulgte flot trop som nr. 5. Sejren tog Elvira Larsson ganske suverænt, med Iris Pecorari som nr. 2 og Celine Weitenreitter (SUI) som nr. 3. Oliver blev nr. 38 i herrernes løb.

Alle resultater kan findes her: IOF Eventor - Event information: CX80 World Cup Round 1 in MTB Orienteering and U23 World MTB Orienteering Championships 2026

Landsholdets næste opgave er EM i Portugal som afvikles i dagene 25.-29. maj 2026. Inden da er der MTBO camp i Danmark omkring Kr. Himmlfartsdagene og her er også forbundsmesterskabet i sprint placeret.

Foto: Nikoline Splittorff kører over målstregn som vinder. Billedet er lånt fra arrangørerne.

Niko vinder sprint