
World Cup 2026 skydes i gang i skønne Locarno
Klemt inde mellem alperne og Lago Maggiore i det sydlige Schweiz udgør byen Locarno rammen for årets første World Cup afdeling. Danmark møder med et stærkt hold og gode forhåbninger om at opnå et stærkt afsæt frem mod sommerens VM, som afholdes til juli små 200 km længere mod syd - i italienske Genoa. Som ved årets VM er det de tre sprintdiscipliner, der konkurreres i ved World Cup-løbene.
Forsidebilledet viser to af deltagerne på det danske World Cup hold i aktion ved EM 2025: Oscar David Broman Jensen og Ida Agervig Kristiansson.
Landstræner Tue Lassen fortæller, at løbene bliver en spændende test frem mod VM - og løbene er også testløb for det danske VM-hold. Tue forventer, at Locarno kommer til at minde en del om terrænet i Genoa. Tue er spændt på, hvordan løberne vil præstere så relativt tidligt på sæsonen - særligt de danske dameløbere er startet godt og Tue har forventninger til, at de kan levere top 10-placeringer i både sprint og knock out sprint - og ser en realistisk mulighed for at erobre podiepladser ligesom det skete i 2025.

Hedvig Valbjørn Gydesen og Josefine Lind - to af stjernerne på det danske hold.
Blandt herrerne hæfter Tue sig ved, at de unge løbere banker på. Oscar David Broman Jensen udtalte ved Danish Spring, at han satser benhårdt på årets sprintløb og førsteårs senior, Niels Dalgaard, imponerede stort med sin 8. plads i Swedish League, ligesom han viste gode takter ved forårets VM-træningslejr i Schweiz. Og så er det spændende, at løbene byder på come back til Andreas Bock Bjørnsen, der har været udfordret af skader, men nu føler sig klar.
Selvom det er VM-disciplinerne, der konkurreres i, er der en vigtig forskal fra VM-programmet. Schweizerne har valgt, at fredagens individuelle sprintløb også er kvalifikation til søndagens finaler i Knock Out sprinten. Det er samme program, som schweizerne anvendte da de for blot 7 måneder siden også arrangerede World Cup - den gang World Cup finalen i Uster. Det betyder, at resultatet i fredagens sprint er særligt vigtigt. Og med 8 deltagere fra hver af de store nationer, bliver der ikke uddelt badebilletter til søndagens Knock Out sprint finaler.
Sprintstafetten afholdes lørdag - her må hver nation stille op til 4 hold og Danmark kan stille med to hold, da vi har 6 damer of 5 herrer tilmeldt. Holdene bliver udtaget efter fredagens sprint, så der bliver mulighed for at vælge de løbere, som virker mest klar på dagen. Tue mener det er realistisk at drømme om at Danmark vender tilbage til tidligere tiders store resultater i sprintstafet - ved VM i 2024 var Danmark eksempelvis med helt fremme langt inde i stafetten. Nøglen til topresultater ligger på 2. og 3. tur, der løber af herrerne, da det ofte er her, de store nationer sætter det lange ben foran.
Ud over de 4 løbere vist på fotos ovenfor, består det danske hold af Malin Agervig Kristiansson, Ida Øbro, Agnes Nørgaard Kracht, Andreas Bock Bjørnsen, Mads Skaug, Emil Øbro og Niels Dalgaard.
De, som er så heldige at kunne se svensk TV, vil kunne følge konkurrencerne der, men ellers finder man via dette link instruktion i, hvordan man får adgang til streamingen fra de tre løbsdage.
Sprinten afgøres fredag mellem kl. 16 og 18, sprintstafetten lørdag mellem kl. 16 og 17. Semifinale og finale i Knock Out sprinten afvikles fra kl. 13 til 15 søndag eftermiddag.
Vejrudsigten lokalt i Locarno beretter om sol og 24-25 grader, så det bliver ikke let at finde noget at klage over på den front.