
Divisionsturneringen 2026 er i fuld gang
Den årlige klubkonkurrence i Dansk Orientering er i fuld gang. Østkredsen lagde for land allerede d. 22. marts, og siden var der matcher i weekenden d. 12. april, hvor Østkredsen var i Rude skov, mens Sydkredsen var i Stenderup Nørreskov. Vi ser til Nordkredsen d. 10. maj, når de har divisionsmatch i Hesselholt.
Hvem bliver årets bedste klub?
Det finder vi ud af når de 2 bedste fra hver kreds stiller til start ved Divisionsfinalen i Nørlund Syd d. 4. oktober, med Herning OK som arrangør. Det bliver uden tvivl en fantastisk orienteringsoplevelse og en spændende dyst om titlen som Danmarks Bedst Klub.
Sidste års Divisionsfinale blev afviklet i Kærgaard Plantage. Da pointene var talt sammen søndag eftermiddag, stod det klart: Silkeborg Orienteringsklub kunne kalde sig danske mestre for klubhold 2025, da Esbjerg OK lagde rammer til finalen. Silkeborg bragte sig hurtigt i front og kørte sejren sikkert hjem. OK Snab tog en lige så sikker sølvmedalje, mens kampen om bronzen blev tæt: kun få point skilte Horsens OK og Søllerød OK, med Horsens som bronzevinder.
Divisionsturneringen i Dansk Orientering
Divisionsturneringen er den årlige klubkonkurrence, hvor landets klubber dyster om at blive den bedste klub i Danmark. Først konkurrerer klubberne internt i kredsene, der baserer sig på geografi og som de danske orienteringsklubber er inddelt efter: Sydkredsen (det sydlige Jylland, fra Vejle og ned, og Fyn), Nordkredsen (det nordlige Jylland, fra Horsens og op) og Østkredsen (Sjælland og øerne).
Til divisionmatcherne løbes der efter point efter et system, som man kan opsøge klubbens tilmeldingsansvarlige for at få indsigt i. Pointsystemet er indrettet, så det er muligt for mange at hente point, også selvom de løber en let bane, ikke er hurtigst og måske ikke løber den klasse, der egentlig svarer til vedkommendes aldersgruppe. På den måde kan alle være med og hjælpe klubben med at skrabe point sammen, mindre erfarne som rutinerede orienteringsløbere.
Der løbes to divisionsmatcher i hver division i hver kreds og de bedste to klubber fra hver kreds' 1. division, går videre til landsfinalen, DM hold. Her dyster de seks klubber på samme måde om at skrabe point sammen til klubben, og der uddeles priser til de tre bedste klubber.
Fra forbundets side sætter vi fokus på dækningen af divisionsturneringen med tre dedikerede skribenter, én fra hver kreds, der dækker matcherne.
Divisionsturneringen 2026
Følgende løb løbes i divisionsturneringen 2026 i Dansk Orientering:
DM Hold, finale – 4. oktober (Nørlund Syd) – Herning OK
Østkredsen
- 22. marts: Divisionsmatch 1-2. division - 1. runde (Jonstrup Vang + Lille Hareskov) – Ballerup OK
- 12. april: Divisionsmatch 3-6. division 1. runde (Rude Skov) – OK Øst Birkerød
- 26. april: Divisionsmatch 3. - 6. divison 2. runde (Kongsøre Skov) – Holbæk OK
- 31. maj: Divisionsmatch 1. - 2. division 2. runde (Store Hareskov) – OK Skærmen Hareskov
- 27. september: Divisionsmatch op/ned 1.-3- dvision (Klinteskoven)
- 4. oktober: Divisionsmatch op/ned 3. - 6. division (Ganløse ORE)
Sydkredsen
- 12. april: Divisionsmatch 2. division (Stenderup Nørreskov) – OK Melfar
- 26. april: Divisionsmatch 2. Division (Hesbjerg skov) – Odense OK
- 10. maj: Divisionsmatch 1. Division (Vejers) - OK Esbjerg
- 6. September: Divisionsmatch 1. Division (Sydjylland)
- 20. September: Divisionsmatch 2. Division (Sydjylland)
Nordkredsen
- 10. Maj: Divisionsmatch 1.-3. Division (Hesselholt) – Rold Skov Ok
- 30. August: Divisionsmatch 2. Division (Fejsø Plantage)
- 6. September: Divisionsmatch 1. Division (Hald Ege)
Vi glæder os til at se jer alle!
Tilmelding foregår i O-service.