Skip to main content

Landsholdet på træningslejr i Litauen

| Thomas Jensen | Nyheder

Forside: Annika Simonsen vandt den litaiuske spring cup under landsholdets træningslejr 

2026 står i sprintens tegn. WOC (Verdensmesterskabet) i Genova i Italien fra 6. til 11. juli, er årets helt store mål for det danske landshold, og her er der udelukkende sprint på programmet.

Men efter WOC er, forhåbentlig, veloverstået, så står der EOC (Europamesterskaber) og skovdistance på programmet. De landsholdsløbere der ikke satser på sprint, har dette som deres hovedmål i 2026 – og de løbere der satser både sprint og skov, har EOC som et vigtigt mål og en forberedelse til WOC 2027 i Ungarn, der godt nok går i noget anderledes terræn, men som byder på de samme distancer som EOC – lang, mellem og stafet.

For at forberede sig så godt som muligt på EOC var en lille udsøgt skare på træningslejr i Litauen her i denne uge.

Det gav et fint indblik i, hvad der venter. Der venter et spændende og teknisk krævende kurvebillede, pakket ind i til tider tæt skov, hvor fremkommeligheden bliver bremset af en del vindfælle. Der er stadig ikke kommet blade på træerne og undervegetationen er ikke vokset ret meget op endnu. Alligevel var der masser af modstand i terrænet, så der venter danskerne en barsk opgave, når EOC skal afvikles fra 22. til 27. september i år. Men landstræner Tue Lassen er fortrøstningsfuld og mener, at terræntypen passer danskerne godt.  

På træningslejren deltog danskerne i to WRE (World ranking events), hvor der ud over en masse dygtige baltere også var besøg at en stor delegation fra Finland og Frankrig.

Eva Örnhagen Jørgensen startede en god dansk weekend med at vinde mellemdistancen til den liatuiske spring cup.

Sejr til Eva på mellem
På mellemdistancen fik Eva Örnhagen Jørgensen tanket godt op på selvtillidskontoen, da hun delte sejren med Sofie Bachmann fra Schweiz. Lotte Marcussen og Annika Simonsen gjorde også rigtig godt og sluttedes som nr. hhv. 5 og 7 godt 1½ minut efter Eva.

Hos herrerne gjorde Casper Blakskjær det rigtig godt og løb en 21. plads i hus. Har var dog lidt overrasket over, at han var næsten et minut pr kilometer efter finske Topi Syrjäläinen, der løb med en fantastisk kilometertid på 4:54 i det barske terræn.

Sejr til Annika på lang
På den lange distance fik Annika Simonsen vist, at hun er tilbage på toppen og løb en sikker sejr på mere end to minutter foran lettiske Sandra Grosberga i hus. Tiden var så god, at hun fik samlet bedste tid over de to dage.

Lotte Marcussen havde to stabile løb med en 5. og en 8. plads. 

Eva Örnhagen og Lotte Marcussen gjorde det også rigtig flot i dag og sluttede som nr. hhv 7 og 8 – ca. 8½ minutter efter Annika.

Hos herrerne var det Hans Grønborg der viste tænder i dag. Det blev til en super flot placering som nr. 11. Resultaterne fra de to konkurrencer finder du her: https://dbsportas.lt/en/varz/2026001/rezgru/W?diena=0

Hans Grønborg gjorde det flot på den barske langdistance og sluttede som nr. 11

Den danske delegation kan nu rejse hjem med en masse god erfaring i bagagen – som de kan dele med de landsholdskammerater, der ikke var med på træningslejren.

Malin i topform
En af de løbere, der ikke var med, er Malin Agervig Kristiansson. Malin satser formentlig både på WOC og EOC i år – og som det ser ud nu, er hun et rigtigt godt bud på en god dansk placering begge steder.

Fredag vandt hun de svenske mesterskaber i natorientering i suveræn stil og i dag, søndag, knuste hun al modstand i den svenske stafetliga, da hun på sidste tur blev sendt ud som nr. 2 – og godt 40 minutter senere kunne løbe i mål som sikker vinder med mere end 5 minutter ned til nr. 2.

God fart i Andreas og Hedvig
Der har også være DM 10 km landevej i denne weekend. Her viste Andreas Bock Bjørnsen og Hedvig Valbjørn Gydesen, at formen er hvor den skal være. Andreas klemte den lige under 30 minutter, og Hedvig slog personlig rekord med en imponerende tid på 33:47.

Der var også personlig rekord til FIF Hillerøds førsteårs H19-20 løber Niels Elton Jokumsen med 31:58 og Farum OKs førsteårs H17-18 løber Anton Kupriyanov Hvid på 34:28.