Skip to main content

Holdet til World Cup runde 1 i Schweiz 22-26 april er udtaget

| Tue Lassen | Nyheder

Efter fredagens testløb til Danish Spring Sprint på DTU Science Park, har udtagelseskomiteen sat navne på de 6 damer og 5 herrer der skal repræsentere Danmark ved årets første World Cup runde i Locarno/Ascona i den italienske del af Schweiz 22-26 april, hvor de tre sprintdistancer er på programmet.

Landsholdets største mål for året er VM sprint i Genova, Italien i juli, og de to første World Cup runder i hhv. Schweiz og Sverige tjener som vigtig forberedelse for løberne frem mod VM. Enkelte løbere som klarede kvalitetskriterierne på testøbet har valgt at vente med at starte World Cup sæsonen til den anden World Cup runde i Sverige i slutningen af maj, og står dermed over den første World Cup runde.

Det udtagede damehold er særdeles slagkraftigt og består af 4 løbere der har været i top 10 og hvor 3 har været i top 6 til enten World Cup eller VM i løbet af de sidste to år. På herresiden er det glædeligt at se Andreas Bock Bjørnsen tilbage i landsholdsdragten efter at 2025-sprintsæsonen sidste efterår blev ødelagt af en skade, og samtidig give seniordebut til Niels Dalgaard fra Kolding OK, der viste lovende takter på landsholdets VM-træningslejr i Italien.

 

Damer:

Agnes Nørgaard Kracht, Tisvilde Hegn OK

Hedvig Valbjørn Gydesen, OK Melfar

Ida Agervig Kristiansson, OK Snab

Ida Øbro, Tisvilde Hegn OK

Josefine Lind, OK Gorm

Malin Agervig Kristiansson, OK Snab

 

Herrer:

Andreas Bock Bjørnsen, OK Pan Aarhus

Emil Øbro, Tisvilde Hegn OK

Mads Skaug, OK Pan Aarhus

Niels Dalgaard, Kolding OK

Oscar David Broman Jensen, Allerød OK

 

Programmet:

24. april - Sprint (tæller også som kvalifikation til søndagens KO-sprint)

25. april - Sprintstafet (holdene udtages senere)

26. april - KO-sprint finaler

 

Spørgsmål vedr. udtagelserne kan rettes til cheflandstræner Tue Lassen, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., +4522780338