
Danish Spring - samler eliten og kræser for bredden
Efter et års afbræk, er Danish Spring tilbage med Søllerød OK som ambitiøs arrangør. Tre konkurrencer, der for første gang i år samler den danske elite og som leverer højt serviceniveau og udfordrende baner til alle øvrige klasser. Og vejrguderne stiller tørvejr i udsigt - sol fredag og søndag og lidt mere skyet lørdag.
Fredag lægges ud med sprint i Scion DTU i Hørsholm - et område, som blev anvendt til kvalifikation på sprint ved Veteran-VM i 2018. Løbet indleder den danske ranglistesæson som første afdeling af såvel seniorernes TRIMTEX Cup som juniorernes Løberen League. I lighed med de to øvrige Danish Spring løb, tæller resultaterne i de to senioreliteklasser til verdensranglisten.
Løbene afvikles endda samtidig med, at Løberens nye magasin er på gaden, så deltagerne (og alle andre) via dette link kan få yderligere inspiration til masser af løb i foråret.
Blandt de 36 deltagere i M21E er alle medaljevindere fra DM sprint i 2025, Oscar David Broman Jensen, Allerød OK, Andreas Bock Bjørnsen OK PAN Aarhus og Magnus Dewett fra OK Snab. Blandt de internationale deltagere finder man Gustav Runefors fra IFK Göteborg i Sverige, som ligger nr. 41 på sprint-verdensranglisten og franske Quentin Moulet, der er nr. 55 på ranglisten og til lejligheden stiller op for OK Snab. Andreas er p.t. bedste dansker på den liste, mens Emil Øbro som nr. 77 og Jacob Steinthal som nr. 87 er andre stærke navne på startlisten.
I W21E må de danske sprintstjerner påtage sig favoritværdigheden. Ida Agervig Kristiansson, OK Snab, nr. 13 på verdensranglisten, har startet sæsonen forrygende ved konkurrencer i forbindelse med VM-træningslejren, som sluttede søndag før Danish Spring. Men som så ofte før må hun dele favoritværdigheden med sin søster Malin og den regerende Danmarksmester på distancen, Hedvig Valbjørn Gydesen, OK Melfar. Det bliver også interessant at se, hvordan sprintspecialisterne klarer sig i forhold til løbere som Agnes Nørgaard Kracht og Annika Simonsen, som traditionelt satser mere på skovorientering, men som er at finde på fredagens startliste.
Elitklasserne starter fra lige efter kl. 16 og det hele er afgjort kl. 17, så hvis man skulle være på vej hjem fra arbejde da, er det oplagt lige at lægge vejen forbi Dr. Neergaardsvej lige sydvest for Hørsholm og følge slagets gang.

Vil Oscar og Ida slå til på sprinten?
Lørdag afholdes Danish Springs langdistance. Her har arrangørklubben fået banelægningsassistance fra selveste DOFs eliteudvalgsformand, Ulrik Staugaard fra FIF Hillerød, som meget belejligt bor på gangafstand af løbsområdet i Stenholt Vang og Gribskov Syd.. Mon ikke Ulrik har gemt nogle overraskelser på den 17,7 km lange herreelitebane og den 14,8 km lange damebane. Her er de danske mestre fra 2025, Elias Hinge Krogsgaard fra Silkeborg OK og Agnes Nørgaard Kracht, THOK tilbage i deres rette element. Det bliver spændende at se, om de bliver udfordret af de andre stærke navne i feltet.

Kan Agnes og Elias gentage triumferne fra DM Lang?
Søndagens mellemdistance går atter i et terræn, som har været anvendt i et internationalt mesterskab. Grønholt Hegn lagde også skov til Europamesterskaberne på mellemdistance i 2004 og rygterne siger, at terrænet kun er blevet bedre siden da. Også her er de regerende danske mester på startlisten, Hedvig Valbjørn Gydesen, OK Melfar og Jacob Steinthal fra FIF Hillerød. Alt i alt er der er lagt op til en spændende og intens afslutning på tre fine konkurrencedage i Nordsjælland.

Hedvig og Jacob ved World Cup i 2025 - viser de sig atter som mellemdistancevindere?
Danish Spring samler i år omkring 400 deltagere, hvilket er flot givet at det er klemt inde mellem divisionsmatch i Østkredsen og Påskeløb i Horsens nogle dage senere. Deltagerne i Danish Spring kan ud over at kunne følge elitens sæsonstart glæde sig til spændende baner og den sædvanlige høje Søllerød-service på stævnepladsen.
Mere info via hjemmesiden her.