
DOFs venner gør en forskel
DOFs venner er en lille forening som næsten kun er synlig til legatuddeling i forbindelse med DM-weekenden, men vi vil her belyse vores arbejde og opfordre til medlemskab for på den måde at være med til at gøre en forskel for dansk orienterings talentudvikling i fremtiden.
I baggrunden af løberes og forbundets store indsatser prøver foreningen DOFs venner at stimulere unge talenters fortsatte udvikling ved at give økonomisk støtte til forskellige initiativer og arrangementer. Foreningen har siden stiftelsen tilbage i 1961, nået at støtte mange danske løbere og dermed bidraget til mange fantastiske resultater og oplevelser for dansk orientering . Udover de personlige legater, som har været den traditionelle måde at støtte på, har foreningen de seneste år også bidraget til større træningslejre, konkurrencedeltagelse og ture. På den måde har støtten nået ud til flere løbere, og rigtig mange deltagere har været glade for den sociale dimension af støtten.
I 2025 uddelte DOFs venner 4 personlige legater til løbere, som vi syntes havde gjort sig særligt bemærket i løbet af året. Niels Dalgaards indsatser ved JWOC i Italien og Linus A. Kristiansson på langdistancen til WOC i Finland udløste et økonomisk “skulderklap”. Ligeledes imponerede Ida A. Kristianssons EM-sprint i Belgien og Line Cederbergs flotte mellemdistanceløb til World Cup i Idre. Vi er som forening glade for den opmærksomhed vi får sammen med løberne til uddelingen af legater til årets DM-weekend. Tak for den!
Endnu større betydning for dansk orienterings udvikling har DOFs Venner ved at imødekomme individuelle ansøgninger. Vi har de sidste par år støttet med ca. 50% af omkostningerne til deltagelse i aktiviteter med egenbetaling. Det har gjort en stor forskel for mange løbere og klubber, specielt i et år, hvor støtten til DOF fra Team Danmark faldt bort og større egenbetaling blev nødvendig til flere arrangementer. Vi fastholder samme “strategi” også i 2026.
De sidste par år har foreningen støttet dansk deltagelse i ‘Kampen om Skagerrak’. Det er sjovt at kunne sende mange glade 15-16 årige løbere af sted sammen med et hold fra Nordkredsen støttet af Nordkredsens Venner. I 2025 blev ‘Kampen’ afviklet i Porsgrunn i Norge - og den sidste weekend i august her i år 2026 er der mulighed for revanche i skovene omkring Kristiansand.
Endelig var vi glade for at kunne imødekomme en ansøgning om økonomisk støtte til en fælles TalentCenter træningslejr til Blekinge, hvor JWOC afgøres i juni måned. Ca. 45 løbere deltog i lejren, og det vidner om gejst, vilje og god energi.
I alt har vi i 2025 udbetalt ca 130.000 kr i støtte. Foreningen har samme overordnede strategi for støtte også i 2026 og ser frem til at modtage relevante ansøgninger. En særlig opfordring til at søge til træningslejre i større grupper, som kan bidrage til at kombinere langsigtet kompetenceopbygning med stærke sociale fællesskaber omkring idrætten, hvor talenter, sub-elite og elite mødes til gensidig inspiration og læring. Man søger støtte ved at sende en ansøgning som mail til formand Erik Bobach på
DOFs venner er en lille forening og uafhængig af DOF. Vi er meget glade for at kunne gøre en positiv forskel for dansk orientering, men foreningens medlemstal er faldende. Uden medlemmer kan vi ikke agere, så hermed en opfordring til medlemskab. På foreningens hjemmeside https://dofsvenner.dk/ er der oplysninger og information både om medlemskab, vedtægter og tidligere støttemodtagere.
Årets generalforsamling afholdes d. 20. april, og her er alle velkomne.
Samtidig vil vi sige tak til alle medlemmer og bidragsydere, ledere og løbere, som får vores bidrag ud at arbejde og gøre den forskel, som vi ønsker.