Skip to main content

Alberte fik TBE og måtte sætte sin satsning på pause: ”Jeg havde det virkelig dårligt”

| Jana Kukanakanthan | Nyheder

I juni 2024 fik den på det tidspunkt 23-årige orienteringsløber Alberte Kaae-Nielsen konstateret TBE, Tick-Bourne Encephalitis. Det betød at hun måtte lægge den daglige træning som eliteatlet på hylden og i stedet lytte til kroppen, for at sygdommen ikke skulle forværres. Nu håber hun at mange vil overveje at blive vaccineret mod den flåtbårne virus, der i sjældne tilfælde kan være dødelig.

Af Camilla Bevensee

”Jeg kom hjem fra en træningslejr i Ungarn, hvor der havde været en del flåter, og så havde jeg et flåtbid, der virkede anderledes. Jeg har haft en del flåtbid, så jeg ved hvordan jeg normalt reagerer,” fortæller Alberte Kaae-Nielsen, da magasinet møder hende på hendes kollegieværelse i Aarhus i forsommeren 2025.

”Jeg havde det dårligt og følte mig syg, så jeg valgte at tage til læge med det samme og få det tjekket. Det var en lidt længere proces, som det tog noget tid at komme igennem. Jeg blev indlagt og der blev taget en prøve af min rygmarvsvæske, som efter en lidt nervepirrende ventetid viste at jeg havde TBE,” forklarer Alberte om hvordan hun fik konstateret den virusudløste sygdom.

”Først troede jeg at det var borrelia, som man også kan få ved flåtbid, fordi det er en meget mere almindelig sygdom og noget, der sker meget oftere. Jeg havde været på antibiotika, som man behandler borrelia-infektionen med, men så er jeg i skole en dag, da der er en der ringer til mig og siger ’Du har TBE’,” uddyber Alberte, der fik klare formaninger om at skrue ned for alt fysisk aktivitet og hård træning.

”Jeg fik at vide at jeg skulle tage det stille og roligt, og at jeg ikke måtte lave noget, der var fysisk hårdt. De sagde at hvis jeg fik det dårligt, skulle jeg ringe ind og jeg kan huske at jeg bare stod helt alene og begyndte at græde, for hvad skulle der lige ske,” fortæller Alberte og fortsætter:

”Man hører så mange ting omkring TBE og hvor slemt det kan være. Jeg havde heldigvis nogle gode veninder omkring mig og så fik vi løst det, og så endte det jo egentlig meget fint.”

Der findes ingen kur mod TBE-virus, så når man først har den, handler det om ikke at forværre symptomerne og undgå at de udvikler sig til hjernehindebetændelse, som kan give en lang række komplikationer og varige mén, som træthed, føleforstyrrelser og koncentrationsbesvær.

Så galt gik det heldigvis ikke for Alberte, der gik fra at træne mange timers løb hver uge, til at hver dag blev en kamp for at få hverdagen til at fungere.

”Jeg døjede rigtigt meget med kvalme og hovedpine, og sådan nogle spændingssmerter. Det var især en udfordring at få spist. Jeg havde det så dårligt at det hver dag var en opgave at få noget at spise, også selvom jeg ikke trænede som jeg plejede,” fortæller Alberte, der måtte droppe de mål, hun havde planlagt for sæsonen og sætte sin orienteringsløbskarriere på pause indtil hun havde det godt igen.

”Sidste år trænede jeg især mod EM i Ungarn, men det måtte jeg give op på, og til flere andre store konkurrencer, som jeg forsøgte at stille op til, måtte jeg bare indse at min krop slet ikke var klar til at præstere og at jeg ikke var konkurrencedygtig rent fysisk. Jeg havde det virkelig dårligt,” fortæller Alberte, der selvom hun nu har en øget opmærksomhed på flåter og de mulige symptomer, er tilbage til at kunne træne det hun gerne vil igen.

”Det har taget mig mange måneder at komme ovenpå og nå til et punkt, hvor jeg havde det så godt, at jeg kunne træne ordentligt igen. Jeg tror også først at det er her, hvor jeg har fået det godt igen, at jeg har indset hvor dårligt jeg egentlig havde det. Selvom det var slemt, så blev det også lidt hverdag og jeg vænnede mig til det,” lyder det fra den unge eliteløber, der netop har løbet World Cup i Idre Fjäll.

Ikke risikoen værd

Som orienteringsløber, har man en øget risiko for at blive bidt af skovflåter, men ikke alle flåter bærer TBE-virussen. Der er bestemte områder i Danmark, hvor der er fundet TBE, men flåter bærer også andre dårligdomme, som fx bakterieinfektionen Borrelia, der dog for de fleste ikke udløser alvorlig sygdom. 

”Jeg har løbet en del orienteringsløb i Nordsjælland og der handler det om at løbe ude i terrænet, der hvor der er en stor risiko for at få flåter, og jeg har også haft min andel af flåtbid igennem tiden,” fortæller Alberte Kaae-Nielsen, der har været bevidst om risikoen længe, både for at få Borrelia og TBE.

I Danmark er der to såkaldte kendte risiko-områder, når det kommer til TBE, hvor Statens Serum Institut er sikker på at virussen findes, nemlig Tisvilde Hegn og omegn og Bornholm. Derudover er der ifølge instituttets hjemmeside mulige afgrænsede områder mange steder i Nordsjælland, blandt andet i Lyngby-Taarbæk, Allerød og Hillerød kommune.

Bliver man inficeret med TBE-virus fungerer det som en form for naturlig vaccine, hvor kroppen lige så stille bekæmper sygdommen. Det er dog en farlig risiko at tage og der findes en vaccine, der beskytter mod at man bliver syg med TBE med op til 99%. For Alberte havde det også været bedre at få opdateret den TBE-vaccine hun allerede havde, inden hun tog til et høj-risiko område, som Ungarn er, end at blive syg.

”Jeg skulle helt klart have boostet den vaccination jeg allerede havde, for vaccinen var lige på kanten af gyldigheden på de her tre år. Der er meget TBE i Ungarn og det er bare ikke risikoen værd at tage af sted uden at være helt dækket. Sygdommen kan jo ikke helbredes, men godt forebygges, og jeg er også opmærksom på at jeg skal have et stik mere, så jeg er på den sikre side,” fortæller Alberte Kaae-Nielsen, der er blevet mere opmærksom på flåter og om hun bliver bidt.

”Med TBE gør det ikke en forskel om du får fjernet flåten hurtigt, for virussen sidder i flåtens spyt, men det gør en forskel med andre sygdomme. Derfor er det virkelig vigtigt at man får set efter om man har flåter, når man har været ude i naturen og får fjernet dem hurtigst muligt,” forklarer Alberte og anbefaler alle orienteringsløbere at få taget vaccinen.

”Selvom det kunne være gået meget værre for mig, er det ikke et sygdomsforløb jeg ville ønske for nogen. Jeg kan kun anbefale at man bliver vaccineret mod TBE, men også at man er meget opmærksom på flåter generelt,” afslutter Alberte.

 DSC04753

Hvad er TBE og hvorfor kan det være smart at blive vaccineret?

TBE står for Tick-Bourne Encephalitis og er en flåtbåren virus, der i de mest avorlige tilfælde af sygdommen, kan forårsage hjernebetændelse, der kan give meget alvorlige varige mén. Kun op mod 2% dør af TBE, men sygdommen kan i sjældne tilfælde være dødelig.

TBE forekommer i Skandinavien, Centraleuropa, Baltikum, Rusland, Sibirien og på Balkan. De fleste tilfælde forløber uden symptomer. Omkring 25 % får influenza-lignende symptomer og af disse udvikler 20-30 % symptomer på hjernebetændelse.

I modsætning til borrelia, som også overføres via flåtbid, kan TBE ikke behandles med antibiotika. Der findes heller ingen specifik antiviral behandling. Det betyder, at den bedste måde at undgå sygdommen på er at forebygge smitte – og her spiller vaccination en central rolle.

Statens Serum Institut opfordrer TBE vaccination til alle, der færdes i områder, hvor sygdommen forekommer – især hvis man er aktiv i naturen. Risikoen for at blive smittet stiger markant, hvis du opholder dig i små, afgrænsede områder (såkaldte mikrofoci). Det gælder for eksempel en eng eller en lysning ved et vandløb, hvor dyr drikker, da det typisk er dér hvor flåter typisk holder til.

Kilder: Danske Lægers Vaccinationsservice og Sundhed.dk