Skip to main content

Friskt vejr og højt humør ved Höst Open

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

Som traditionen byder, mødte løbere fra hele Danmark og store dele af Sydsverige op på Bornholm den sidste weekend i oktober. Ifølge en uofficiel opgørelse, er Höst Open Danmarks tredjestørste o-løb, kun overgået af påskeløbene og Nordjysk 2-dages.

De over 900 deltagere startede med sprint i Hasles gader. Som følge af den friske blæst, var der tvivl om alle nåede frem, men så vidt vides fik alle, som ønskede det, mulighed for at navigere rundt i baggårde og private haver, som arrangørerne fra PI i København havde fået tilladelse til at sende løberne igennem.

Met et nytegnet kort over Hasle Lystskovs nordlige del, hvor seneste o-løb lå op mod 30 år tilbage, kunne stævnepladsen på Hasle fælled genbruges fredag og lørdag, ligesom det var meget velkommen for deltagerne at kunne parkere nul metrer fra stævnepladsen og med lørdagens sidste post placeret netop ved Hasle Røgeri, så man kunne få en røget sild med hjem til aftensmaden. Som for en hel del deltagere kunne nydes i indkvarteringer i Hasle ganske tæt på stævnepladsen .

Trods de relativt få detaljer i den nordlige del af skoven, blev deltagerne godt underholdt helt ind til stævnepladsen. Billedet nedenfor viser stempling på en af de drilske poster helt ude ved øens vestkyst kort før mål. Inden da havde deltagerne stiftet bekendtskab med det meget specielle landskab ved kultippen og mange havde også et drilsk vejvalgsstræk rundt om Opalsøen i skovens østlige del.

Intro Hasle L

Stempling kort før mål i Hasle

Søndagsbanerne var henlagt til legendariske Dueodde og vejrguderne viste sig igen fra deres venlige side mad lange perioder med sol. Weekendens regnvejr var stort set henlagt til aftener og nætter.

Ankomst Dueodde SP

Stævnepladsen - arrangørerne gør god brug af Viking Atletik i Rønnes righoldige materialedepot

Som nyhedens indledningsbillede viser, har Dueodde et større åbent lyng- og sandareal, som bød på passende udfordring for mange deltagere, hvoraf en del blev spottet stående på diverse klittoppe intenst studerende deres kort.

Målgang Dueodde SP

Opløbet på Dueodde Camping

Resultatmæssigt viste et par danske juniorer sig flot frem idet Frida Kärner Grooss fra Allerød vandt D 20 og Anton Kyprianov Hviid tog sejren i H 16.

Skamle Frida Anton

Frida og Anton på skamlen

Efter præmieoverrækkelsen kunne stævneleder Lars Wichmann glæde sig over, at det kun var få af de meget flotte medaljer, som ikke var blevet afhentet. Han glædede sig endvidere over, at deltagerne igen havde været tilfredse med et vel arrangeret stævne og at vejret havde været langt bedre, end udsigterne havde truet med. Han glædede sig også til at byde alle deltagerne velkommen igen i 2026, hvor Hammeren og den sydvestlige del af Almindingen bliver løbsterræner. Så hvor deltagerne i år ikke så skyggen af en klippe på klippeøen, så bliver det anderledes næste år

Lars W

Den allesteds nærværende stævneleder, Lars Wichmann.

Resultaerne fra Höst Open kan studeres her.

 

Farverige Junior-VM arrangører

Den Blekinge-baserede svenske storklub OK Orion, sætter traditionelt sit præg på Höst Open med talstærk og farverig deltagelse. Så ud over at invitere alle til Karlskrona omkring 1. juli næste år for at løbe de fine publikumsløb og heppe på juniorstjernerne, satte de også deres præg på præmieoverrækkelsen således som det fremgår af billedet herunder.

Skamle Orion

En af de mange vindere fra OK Orion med klubbens vimpel på præmieskamlen