Samkørselsværktøj klar til test i klubberne
Vi har teaset for det længe – og nu er det endelig klar: DOFs nye samkørselsværktøj kan nu tages i brug i klubberne.
Formålet er at gøre det nemmere, grønnere og mere fleksibelt at komme til træning og stævner. Med få klik kan klubber og medlemmer koordinere fælleskørsel, reducere CO₂-udslip, styrke fællesskabet og gøre det lettere for flere at deltage i orientering.
Værktøjet er udviklet af Jacob Steinthal og fungerer direkte i browseren – uden installation.
Har du 2-5 minutter til at gøre sporten endnu grønnere?
Dansk Orienterings-Forbund har udviklet et nyt samkørselsværktøj, som gør det nemt at koordinere transport til træning og stævner – uden afhængighed af andre kommercielle platforme.
Værktøjet kan integreres direkte som et link på den platform, klubben selv vælger at bruge (fx hjemmeside, Facebook, nyhedsbrev eller mail).
Det kræver en lille indsats første gang at oprette jeres aktiviteter – men når det først er gjort, kan klubben nemt køre grønnere sammen.
Derfor tester vi samkørselsværktøjet
- Grønnere transport – færre biler på vejene og lavere klimaaftryk
- Stærkere fællesskab – flere kører sammen til træning og løb
- Nemmere planlægning – både for klubber og individuelle løbere
- Flere deltagere – transport bliver ikke en barriere
Sådan kommer I i gang
Link til værktøjet: https://jacobsteinthal.pythonanywhere.com/
For at jeres klub kan bruge samkørselsværktøjet, skal I:
- Skrive til ansvarlig for Idræt for klima, Jana Kukanakanthan på
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. - Jeres klub bliver oprettet i systemet
- I modtager en unik klubkode, som bruges til at logge ind og oprette løb.
GUIDE TIL KLUBBER OG MEDLEMMER
For klubber:
- Klik på ”For klubber” i højre hjørne og vælg jeres klub.
- Log ind med jeres unikke klubkode.
- Klik ”Opret løb” for at tilføje en aktivitet.
- Markér mødested på kortet, og udfyld navn, beskrivelse, dato og starttidspunkt.
- Klik ”Opret løb”.
- Klik ”Invitér folk til denne carpool-oversigt” og del linket fx via hjemmeside, mail eller sociale medier.
Linket forbliver det samme – også når I opretter nye løb.
For medlemmer:
- Klik på det link, klubben deler.
- Find løbet på kortet og klik på posten.
- Opret en samkørsel med afgangssted, antal pladser og kontaktinfo.
- Eller reserver en plads i en allerede oprettet samkørsel.
Feedback er vigtig
Pilottesten er første skridt mod at gøre samkørsel til en naturlig del af orienteringssporten. Jeres input er derfor afgørende.
Kontakt for oprettelse og feedback:
Jana Kukanakanthan, kommunikationsansvarlig i DOF
Et par minutters indsats – en forskel på vejen til orientering.