Skip to main content

VM-træningslejr i Italien

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

Efter World Cup Finalen i Schweiz, hvor Josefine Lind erobrede en fornem podieplacering, var det en mindre men fokuseret gruppe af danske landsholdsløbere, som drog videre til VM-træningslejr nogle timer længere sydpå i Italienske Genoa, hvor næste års verdensmesterskaber afholdes.

Nyhedens indledningsbilleder er dog hentet fra World Cup Finalen i Schweiz, som blev afholdt lige før træningslejren, hvor to af deltagerne på træningslejren, Oscar David Broman Jensen og Ida Agervig Kristiansson løb henholdsvis anden og fjerde tur på sprintstafetten. Foto:  Silvan Schletti

Træningslejren samlede stærke løbere fra blandt andet Frankrig, Finland, Norge, Schweiz, Italien og Ungarn, så der var god mulighed for at få god træningssparring gennem ugen. Lejren blev afsluttet med Pre WOC konkurrencer i Genova, en fuld Knock Out sprint dag lørdag og sprintstafet søndag, så næste års VM-arrangører også fik en anledning til at teste sit setup for Knock Out sprinten, som ikke var på programmet, da man i 2024 afholdt to World Cup afdelinger i netop Genoa.

Sprintlandstræner Mikkel Lund fortæller:

"Vi har haft en god lejr i Italien og fået endnu mere god erfaring i hvad der venter os til næste års VM. Til trods for at lejren lå efter World Cup og efter en lang sæson, så blev der trænet godt og koncentreret, noget det gode vejr helt sikkert gjorde meget lettere. "

Det meste af ugen var der sol og omkring 20 grader, så det var ikke det værste sted at være - særligt når man sammenligner med vejret i Danmark i samme periode. Hvis man vil se mere fra Pre WOC, kan man følge linket her.

VM træningslejr coverfoto Oscar og Elias

Oscar David og Elias giver den fuld gas på træningslejren. Foto: Mikkel Lund.

Mikkel fortsætter:

"Ida Agervig Kristiansson  løb godt og stabilt lørdag og kom til semifinalen og derfra i B-Finalen, mens Elias Hinge Krogsgaard løb sig til kvartfinalen. Vi kunne desværre ikke stille fuld hold søndag, men havde en god træningsdag alligevel."

Træningslejrens kvalitet blev meget godt understreget af, at de tre første i damernes finale på Knock Out sprinten var de to Europamestre Celine Calandry fra Frankrig og Pia Young Vik fra Norge med World Cup vinderen Simona Aebersold fra Schweiz på tredjepladsen. Hos herrerne lykkedes det end ikke Kasper Harlem Fosser fra Norge at løbe sig i finalen.

Nu går landsholdssæsonen 2025 så småt på hæld, dog ikke mere end at de landsholdsløbere, som primært satser på skov har en sidste træningslejr i Litauen sidst i oktober, hvor de vil forberede sig på næste års europamesterskaber på skovdistancer, som afvikles sidst i september i Drunskininkai i den sydlige del af landet, ikke langt fra grænsen til Polen og Hviderusland.