
Flere medlemmer i orienteringssporten – væksten kan mærkes i klubberne
Orienteringssporten er i fremgang! Siden årets kontingentopkrævning, hvor medlemstallet traditionelt rammer sit laveste punkt, er antallet af aktive medlemmer vokset markant. På blot et halvt år er vi blevet 317 flere aktive orienteringsløbere – en fremgang på mere end 5 procent.
Det er en tydelig indikation på, at sporten tiltrækker nye målgrupper. Stigningen ses især blandt børn, unge og voksne op til 60 år, hvor flere og flere vælger at trække i løbeskoene og prøve kræfter med kort og kompas. Det skaber liv og aktivitet på træningerne i hele landet.
En af de klubber, der mærker væksten tydeligt, er OK Sorø. Klubben har nu 135 aktive medlemmer mod 117 på samme tidspunkt sidste år, hvilket svarer til en imponerende vækst på 15 procent.
Bag fremgangen ligger flere års målrettet arbejde. Klubben har etableret et stærkt set-up for ungdomstræningen, hvor træningerne foregår i de bynære skove, så det er nemt for familier at være med. Derudover har trænerteamet en klar rollefordeling: nogle tager sig af den overordnede planlægning, andre står for de enkelte træninger, og en udpeget person sikrer, at nye medlemmer får en god modtagelse og opfølgning, så de føler sig set og hurtigt bliver en del af fællesskabet.
Tilgangen af nye medlemmer skaber en positiv spiral: flere til træning giver et stærkere fællesskab og flere muligheder for at skabe aktiviteter og oplevelser for klubbens medlemmer. Samtidig styrker det sporten på nationalt plan, at flere finder glæde ved orientering og bliver en del af miljøet.
Den aktuelle medlemsvækst er derfor et stærkt signal om, at orientering fortsat har stor appel – både som konkurrencesport, som familieaktivitet og som en sjov måde at opleve naturen på.
Foto: OK Sorø Facebook