
DM Stafet og lang i ikonisk terræn
I den kommende weekend oprinder de begivenheder, som mange har ventet på, når Tisvilde Hegn OK byder velkommen i ikoniske Tisvilde Hegn, som udgør rammen for de danske mesterskaber i stafet lørdag og langdistance søndag. Blandt tidligere store løb i skoven, havde Veteran-VM eksempelvis over 4.000 deltagere i skoven i 2018. Stævnepladsen fra den gang har opnået genvalg og der er lagt op til krævende orientering i terrænet med sin varierende sigtbarhed men som oftest fine gennemløbelighed.
Lørdagens stafetbaner er lagt i hænderne på Jonas og Lasse Falck Weber og et glædeligt stort antal hold ventes at komme til at udgøre det festlige indhold i dysten om medaljerne i de forskellige klasser.
Dameklassen har 12 hold til start og OK Pan lægger hårdt ud med den nykårede Europamester i sprintstafet, Andrine Benjaminsen på første tur, men derefter må OK Snab påtage sig favoritværdigheden skarpt forfulgt at Tisvilde Hegn OK og de forsvarende mestre fra FIF Hillerød, som stiller op med samme hold som sidste år. Det bemærkes, at nr. 9 fra mellemdistancen ved World Cuppen i Idre Fjäll, Line Cederberg tilsyneladende kun kar kunnet opnå plads i THOKs andethold.

D21-podiet ved DM stafet 2024
H 21 har 22 hold på startlisten og her samles interessen om det glædelige gensyn med Thor Nørskov, der efter 8 års fravær atter er at finde i OK Øst-trøjen. Da Søren Thrane Ødum er bortrejst, bliver det evigt unge Michael Sørensen, der skal løbe op med de konkurrenterne på første turen før Thor og siden Marius Thrane Ødum tager over. Blandt de hårdeste konkurrenter har FIF Hillerød et ungt og stærkt hold, mens OK Snab og sidste års sølvvinder fra Silkeborg OK ventes at komme til at udgøre de jyske indslag i medaljekampen, som Søllerød OK måske også kan overraske i. Det vil ligeledes være en overraskelse, hvis sidste års vinder gentager triumfen, da Allerød OK på papiret så lidt stærkere ud i 2024.

H21-podiet ved DM stafet 2024
D 21 starter kl. 11:00 og H 21 kl. 11:20, så mon ikke afgørelsen er faldet lidt efter kl. 13 i de to klasser.
Alle deltagende hold, samt instruktion kan findes på stævnets hjemmeside her.
Skulle man have forpasset chancen for at tilmelde sig, er der stadig mulighed for at møde op på dagen og købe en åben bane. Og er man blot interesseret i at følge slagets gang hjemmefra, kan stillingen følges her.
Søndag står den på DM Lang med Tim Falck Maag som banelægger. Løbet udgør den sjette og afsluttende delkonkurrence i både LØBEREN Junior Cup og seniorernes rangliste, TRIMTEX Cup. Vi vender senere tilbage til med favoritter og optakt til det løb.