
DM-mellem sejr til Hedvig og Jacob
Forsidefoto: Hedvig Valbjørn Gydesen var flyvende på dagens mellemdistance og sikrede sig guldet. (Foto: Tim Falck Maag)
DM-mellem blev præcis så hård og spændende som forudsagt. Der var masser af højdemeter - og mange spændende stræk, hvor det betalte sig at være vågen og finde den rette tracé og holde den rigtige højde.
Man får ikke meget flottere stævneplads end den Rold Skov OK havde fundet frem til dagens mesterskaber. (Foto: Tim Falck Maag)
4 løbere inden for 36 skunder i dameklassen
I dameklasse satte Malin Agervig Kristiansson fra OK Snab som ventet den bedste tid, da hun kom i mål. Men der gik ikke længe inden Agnes Nørgård Kracht fra Tisvilde Hegn OK kom ind at skar 12 sekunder af den førende tid. Derefter var det bare at vente til de sidststartende kom i mål for at se, om de kunne udfordre deres tider.
Det kunne de. Først fik Miri Thrane Ødum fra OK Øst kilet sig ind imellem Agnes og Malin - 7 sekunder efter Agnes og 5 sekunder foran Malin - og til sidst fløj sidststartende Hedvig Valbjørn Gydesen fra OK Melfar ind til sejr, med en marginal på 24 sekunder ned til Agnes og skubbede Malin ned fra præmieskamlen.
Præmieskamlen i D21 - sølv til Agnes, guld til Hedvig og bronze til Miri. (Foto: Tim Falck Maag)
Sejr til Steinthal hos herrerne
I herreklassen levede Jacob Steinthal fra FIF Hillerød op til sin favoritværdighed. Men det holdt hårdt. Jacob løb i mål til en sikker føring på 1:51 minutter foran Elias Hinge Krogsgaard fra Silkeborg. Men fra næstsidste startposition løb Elias klubkammerat Laurits Bidstrup Møller ind i en tid, der blot var 17 sekunder efter Jacobs tid, og han skubbede dermed Elias ned på bronzepladsen.
Jacob Steinthal sikrede sig sejren på dagens mellemdistance foran et trekløver fra Silkeborg OK, der herefter nok må se sig som favoritter til DM-stafet om tre uger. (Foto: Tim Falck Maag)
For at fuldende en fantastisk dag for Silkeborg OK blev den nykårede veteranverdensmester på sprint i H40 Tue Lassen nr. 4, og han satte dermed en lang stribe af de løbere, han er landsholdstræner for, på plads.
Præmieskamlen i H21 - sølv til Laurits - guld til Jacob og bronze til Elias. (Foto: Tim Falck Maag)
Du finder resultater og tracking finder du her.