
Dansk SØLV i den afsluttende VM-stafet
VM blev lukket med danske sølvmedaljer i dame elite. Det kunne være blevet til mere, men man kan egentlig bare glæde sig over at holdet endnu engang er med i kampen om metal.
Guldet kørte Tjekkiet med, mens det finske hold vandt bronze.
Som forsvarende verdensmestre så var danskerne forhåndsfavoritter. Men dagens løb viser også at man skal være der 100 % ellers kan det blive svært. Det var dog alligevel relativ tæt på at Camilla Søgaard kunne køre guldet hjem, men til sidst blev tjekkerne for stærke.
Cæcilie Christoffersen kørte 1. turen og jeg er ganske sikker på at hun ikke vil være helt tilfreds. Dertil var der nok lidt for mange små fejl. Hun skifter som 5’er, 1,31 min. efter Finland 1 hvor superveteranen Marika Hara løste opgaven optimalt. Hun er suverænt den mest vindende stafetrytter, nu med i alt 14 VM-medaljer, heraf 8 af guld. Bagved var de senere guldvindere fra Tjekkiet som skiftede som 6’er, hele 1,52 min. efter.
Nikoline Splittorff blev sendt ud på 2. turen og på første radio efter 11 min. i skoven er hun forrest og der bliver hun indtil skiftet. Imponerende er det dog at i første omgang lukker Nedomlelova fra Tjekkiet op til Niko, men hun taber senere terræn. Dog er hun bare 1,05 min. efter ved sidste skifte og det skulle formentlig vise sig at være en afgørende faktor. Bag ved har Antonia Haga fra Finland en af de dage man nok helst vil glemme. Hun skifter som 7’er, næsten 8 min. efter Niko og guldet er forlængst forduftet. Det burde de øvrige medaljer også, men Ruska Saarela har haft diamanter i benene under det her VM og den dobbelte verdensmester kører finnerne op på en bronzeplads.
Camilla bommer tidligt på hendes tur og lukker Martina Tichovska forbi. Hun er hurtigt 1,40 min. efter, senere er det nede på 22 sek., men i mål er forskellen 1,23 min. SØLV til danskerne som vi sagtens kan være stolte af.

Som forudset blev det svært for svenskerne. Elvira Larsson slog ikke til på 1. turen og skifter som nr. 11 over 7 min. efter. Tilda Palm fuldender et flot VM, og den unge svensker kører holdet op som 5’er. Gabriella Gustafsson var nok efterhånden tom for kræfter og taber en placering, men svenskerne kommer lige med i top-6.
Hos herrerne kører Oliver Friis en fornuftigt 1. tur og er inden for top 10. Holdet udgår da Morten Örnhagen er syg og Niah fortsat døjer med et ømt knæ.
Guldet gik til Tjekkiet 1 som ellers længe var et stykke efter og synes ude af medaljerne. Sølvet gik til Finland 1 efter at deres 2. hold gik tom for talent på sidsteturen. Frankrig 1 vandt bronze efter at have afvist både Tjekkiet 2 (som alligevel ikke kunne få medalje) og Schweiz i spurtopgøret. Franskmændene har en formidabel evne til at køre stafet. Der er de næsten altid med hvor det gælder.
I W20 kørte Sofie Okkels Jensen og Miri Brunstedt Nørgaard på et sammensat hold sammen med den australske rytter Maya Bennette. Sofie og Miri kom igennem, men de er måske forståeligt trætte efter en lang uge og det meget krævende terræn og varme vejr. Miri taber dog kun et par minutter på tur 2. Samlet blev de 8’er selv om de som mixhold ikke kan få en gældende placering.
Finland 1 vandt guld, efter at have kørt sig noget væk på 2. turen. Kort før mål førte Frankring 1 med over 30 sek., men så kørte Jade Boussier sig noget væk og de faldt faktisk helt ned på bronzepladsen, da også Tjekkiet 1 kom forbi. En hård skæbne for de franske piger, som dog trods alt fik medalje.
Facit for danskerne er 1 GULD og 3 SØLV og så bemærker man også Sofies 4. plads i fællestarten, samme placering til Nikoline i mellemdistancen og Miris 6. plads i sprinten. Det er fornemt.
Stafet-resultater, tracking m.m.her: RELAY | International Orienteering Federation
VM’s hjemmeside finder du her: team360.pl
Sidste landholdsopgave i år er World Cup 3 i Bulgarien 12.-14. sepetember. Ugen inden er der DM i sprint, lang og mellem i det nordvestsjællandske.
VM 2026 afvikles i Mora, Sverige sidste uge i august.
Fotos: Arrangørerne top og bund, billede til højre er fra Katja Brunstedt
