
WMOC lang guld til Kirsten Truelsen
Forsidefoto: Kirsten Truelsen kom helt til top på medaljeskamlen på langdistancen (Foto: Marianne Greve Jensen)
Det blev en fantastisk dansk dag med hele fem medaljer - og en af de pureste guld til Kirsten Truelsen i W85.
Finalen blev afviklet i arrangørernes reserveterræn, da de havde lidt udfordringer med at få de rigtige tilladelser i den oprindeligt tiltænkte skov. Men til trods for at de så måtte på den igen med banelægningen, så fik de skruet nogle fine baner samme. Der var mange stræk, hvor udfordringen gik på at tage de rigtige stivejvalg hen i nærheden af posten, så det var mere vejvalgsorientering end finorientering der var på programmet.
Det var, som det har været alle dage, utrolig varmt. Så det blev en barsk omgang. Fx måtte Tue Lassen udgå - og vinderen i M70 Sigurd Daehli fik et black-out og kolapsede i opløbet. Han fik dog slæbt sig i mål med sår i hele ansigtet til endnu en guldmedalje.
Første WMOC guld til Kirsten
Kirsten Truelsen klarede de varme spanske bakker i forrygende stil og løb sejren i mål med en sejrsmarginal på intet mindre end 5:14 minutter. Super sejt af Kirsten.
Tim Falck Maag og Anne Maarup kunne række armene i vejret efter at have taget deres første WMOC medaljer for de 60 årige. (Foto: Iben Falck Maag)
Men Kirsten var ikke den eneste, de tog sin første WMOC medalje. I M60 lykkedes det endelig for Tim Falck Maag at sikre sig en medalje. Det har været stolpe ud rigtig mange gange, men denne gang var den der. Det blev til en flot sølvmedalje. Og så fik han lov til at dele pladsen på medaljeskamlen med Anne Maarup, der også havde en forrygende dag og sikrede sig sølvmedaljen i dameklassen.
Fire af den fem danske medaljetagere - fra venstre Thomas Greve Jensen, Tim Falck Maag, Kirsten Truelsen og Anne Maarup. Ane Linde var smuttet. (Foto: Marianne Greve Jensen)
Det blev til yderligere to medaljer til Danmark. Ane Linde løb en flot bronze i hus i et tæt opgør, hvor hun kun havde 32 sekunder op til sølv - og blot havde 14 sekunder at give af til 4. pladsen. Sidste medalje gik til denne artikels skribent, der fik sølv små 4 minutter efter Mikhail Mamleev.
Der var yderlige en række danskere, der løb sig i top 10:
Nr. 4 Jørgen Jensen M85
Nr. 5 Maria Douglas W60
Nr. 5 Keld Johnsen M75
Nr. 6 Hanne Birke W65
nr. 6 Olav Odgaard M85
Nr. 7 Flemming Nørgaard M80
Nr. 10 Jack Skrydstrup M85
Resultater finder du som altid her.