Miri i top-6 ved VM MTBO sprint i en ellers behersket dansk start
Det blev en stolpe ud dansk dag ved førstedagen af VM i MTBO i Polen. Ingen medaljer, hvilket naturligvis er sket før for det ellers så succesfulde hold. Bedst gik det for juniorpigerne med en 6. og 8. plads.
Den tekniske sprint, som blev kørt i et lille stykke skov normalt brugt af militæret var ikke der at danskerne helt fandt sig selv. Mange poster på et relativt lille område blev lige præcis den hårde tekniske start som nok var forventet.
Som skrevet i indledningen gik det bedst for juniorpigerne. Miri Brunstedt Nørgaard endte på en fin 6. plads og altså en tur med på podiet (top 4-6 får diplomer, red.).
I mål var hun blot 28 sek fra den tjekkiske vinder og sølle 11 sek. fra bronze. Et tæt løb i klassen. Sofie Okkels Jensen endte som nr. 8 – 2,16 min. efter guldvinderen, Adela Ryglova. Mere end godkendt dansk start hos juniorpigerne.

Foto: Katja Brunstedt
Fra den danske lejr lyder det:
I dag skulle der virkelig fokus på orienteringen og farten skulle holdes i skak hvis man ikke skulle lave fejl. Miri kører super godt og har bedste tid 3/4 inde i banen ved kortvend. Men så laver hun desværre en fejl på vej ud af en post - det koster 50 sek og guldet! Sofie siger hendes løb er forvirrende - hun laver ikke nogen store fejl, men alt for mange små fejl.
I dame elite, hvor vi er vant til at kæmpe med om de helt sjove placeringer var det ikke rigtig dagen hvor alt klappede.
Damernes egne refleksioner:
Nikoline: kører defensivt og holder sammen på det til næstsidste post hvor hun taber det hele. Godt tilfreds bortset fra den ene post.
Camilla: 2 store fejl i starten, resten af vejen går det egentlig fint fordi hun får sat farten ned. Knækker kæden på vej til mål.
Cæcilie: fornuftigt indtil post 10 hvor det går galt. Resten af vejen er ok, men lidt for defensivt og forsigtigt.
Det endte med Nikoline på 7. pladsen, Camilla nr. 15 og Cæcilie nr. 19.
Ruska Saarela, FIN genvandt verdensmesterskabet med en margin på 25 sek.
Hos herrerne blev Oliver Friis nr. 42 og Noah Tristan Hoffmann nr. 47 blandt de 79 startende.
De sagde efter løbet:
Noah: det var svært og lavede mange små fejl. Ikke min spidskompetence når det bliver så o-teknisk krævende.
Oliver: for o-teknisk krævende, mange små fejl og ikke optimale valg undervejs. Ikke mit favorit terræn.
Her vandt tjekkiske Krystof Bogar sit 10. individuelle guld og med en solid afstand på hele 1,14 min. til sølvvinderen. Samtidig var det hans 15. guldmedalje ved VM overall og det gør ham til den mest vindende hvad det angår. Han passerede dermed Anton Foliforov, RUS og Marika Hara, FIN som hver har 14 guldmedaljer.
Onsdag er der allerede en ny chance. En teknisk mellemdistance venter. Vindertiderne er her 50-55 min. for eliten og 44-48 min. for juniorerne.
De danske starttider:
Sofie: 11.36
Noah: 11.46
Miri: 12.06
Camilla: 12.11
Cæcilie: 12.19
Nikoline: 12.23
Oliver: 12.46
Følg det live her: MIDDLE | International Orienteering Federation
VM’s hjemmeside finder du her: team360.pl