Skip to main content

 Ungdoms-EM: Tre danskere i top 16 på sprint

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

Emil Borup Fredberg fra Silkeborg OK kom stærkt igen i dagens sprint i H 16 efter han i går var noget tid efter Anton Kupriyanov Hviid fra Farum OK. Emil erobrede en fornem 8. plads i dagens sprint og var blot 34 sekunder efter vinderen, der denne gang var Erik Marten Zernant fra Estland, så det var igen forfriskende ikke at se de traditionelt store nationer dominere billedet. Gårsdagens spanske vinder Ekain Fernandez Garcia blev i dag nr. 2 10 sekunder efter. Anton Kupriyanov Hviid tangerede gårsdagens 15. plads 26 sekunder efter Emil.

Anton EYOC sprint mål

Anton Kupriyanov Hviid i opløbet (foto: landsholdsledelsen)

I D 16 stemplede Finland ind i konkurrencen med suveræn sejr og tre i top 8, men Krista Lervad Lundø fra Horsens OK leverede en ny flot præstation med en delt 16. plads. Afstanden til Anni Jantunen på førstepladsen var 1:45, så der var noget større spredning blandt pigerne end i herreklassen. Astrid Faber Fenger-Grøn fra Silkeborg OK og Hanna Bæk Christiansen fra Søllerød OK delte 36. pladsen mellem sig små 3 minutter efter vinderen.

I H 18 startede Axel Örnhagen Jørgensen allerførst og man kunne på trackingen følge hans udmærkede vejvalg og på indledningsbilledet ses han lige efter målgang modtage coaching af Juniorlandstræner Oscar Sig Tranberg. Billedet er fra den igen i dag ganske imponerende livesending. Axel endte dog hverken som bedste dansker eller bedste OK SNAB-løber i dagens løb, da Rasmus Edvardsen erobrede placeringen som nr. 29 små 20 sekunder foran Axel, som til sidst tog en 41. plads. Rasmus  var eksakt den samme tid efter vinderen - Tomasz Rzenca fra Polen - som Krista, 1:45.

 

Spørgsmål til juniorlandstræner Oscar Sig Tranberg og hans svar om sprinten:

Hvad synes du om præstationerne i sprinten:
Jeg synes igen at løberne viser højt niveau, sådan bredt set. Der er nogen der viser at de kan løbe med de allerbedste endnu engang og at det kun er marginalerne som holder drengene væk fra podiet i H16.

Hvilke positive ting kan der tages med fra sprinten:
Jeg havde på fornemmelse at de fleste lykkedes rigtig godt med det meste og de fejl der bliver lavet er nogle lidt mærkeligt fejl, som opstår forbi der går lidt for hurtigt. Så løberne har egentlig løst opgaven rigtig godt og lykkedes med at tage de rigtige vejvalg og få flow gennem banen. Generelt var det fedt at se at Emil Fredberg lykkedes med at opnå en top-10 placering, som også er det han her niveau til at præstere.

Nogle afslutningen bemærkninger i forhold til sprinten:
Det var en sprint som passede danskere bedre end man kunne have forventet. Men der kom nogle elementer som vi ikke var lige så godt forberedte på, herunder langstrækket og den måde 2-niveau passager var tegnet på kortet (grundet den måde der var lavet spærringer på øverste niveau).

Link til resultater, live streaming, GPS m.v. findes som altid her på løbets hjemmeside. I morgen venter så den afsluttende stafet, som juniorlandstræner Oscar Sig Tranberg i gårsdagens nyhed udtrykte store forventninger til.

Live streamingen fra stafetten i morgen, søndag, afvikles fra kl. 9:15-11:45.