
Dansk Orienterings-Forbund skal have ny direktør til efteråret
Den nuværende direktør i Dansk Orienterings-Forbund, Bo Simonsen, har meddelt, at han ønsker at fratræde sin stilling som direktør i Dansk Orienterings-Forbund med udgangen af oktober 2025.
Bo har siden 2020 været en stærk drivkraft som direktør i udviklingen af orienteringssporten og i forbundets arbejde gennem de seneste år. Med sit store engagement, sin evne til at skabe struktur og fremdrift, og ikke mindst sin vilje til at satse og sætte nye initiativer i gang, har Bo sat tydelige aftryk på forbundet og sporten.
”At arbejde med orientering, som har været min store passion i over 40 år, har været utrolig spændende, men også krævende. Passionen har hele vejen været utrolig vigtig, og det er derfor nu tid for at skifte spor inden, at den slides tynd. Strategi med DIF for fremtiden er på plads, og vi har en god besætning, der alle kender deres ansvarsområder, og det passer derfor for, at en ny sekretariatsleder kan tage over i god tid inden årsafslutning og opstart på ny strategi. Jeg vil givet komme til at savne jobbet og alle de gode mennesker, som er med til at drive DOF fremefter, men I er jo ikke længere end, at vi lige straks ses i skoven.”, siger Bo Simonsen.
Bo har haft en central rolle i at styrke både den strategiske retning og den daglige drift, og han har været en samlende figur for ansatte, frivillige og samarbejdspartnere. Der skal lyde en stor tak til Bo for den indsats, han har lagt i arbejdet og for hans passion for sporten.
Bo fortsætter i stillingen frem til udgangen af oktober, og der vil i den periode være fokus på en god overlevering og fortsat stabil drift, ligesom vi vil finde et godt tidspunkt i efteråret, hvor vi siger tak for indsatsen. Hovedbestyrelsen vil i august drøfte processen for rekruttering af en ny direktør og inddrage de relevante parter i opgaven.