Det blev hele to top-10 placeringer i Herrejunior ved Junior-VMs sidste individuelle konkurrence. Niels Dalgaard kronede en række flotte løb med en 8. plads med Niels Elton Jokumsen blot 6 sekunder efter sig på 10. pladsen. Blot 19 sekunder var der op til en podieplads, men næste 3½ minut op til den suveræne vinder, ungarske Marton Csoboth. Erik Grønborg Nielsen kan også være godt tilfreds med sin 26. plads blot et par minutter efter Niels og Niels.

Nels Elton Jokumsen nr. 10 på mellemdistance
Frida Kärner Grooss leverede også en fin præstation på placeringen som nr. 38, knap syv minutter efter den tjekkiske vinder Viktorie Skachova.
Introbilledet er Niels Dalgaard. Billederne er som altid taget af landsholdsledelsen v/ Ida Riis Madsen.
Juniorlanstræner Morten Knudsen opsummerer dagens præstationer:
"I dag er en af de dage, hvor vi virkelig ser niveauet og potentialet på holdet skinne igennem. Tre løbere i top 30, og deraf to i top-10, det er bare fedt at se at løbernes hårde arbejde lønne sig, og at se holdet samles om dem der lykkes i dag. Det giver også en anden dimension når Niels Elton der har to år tilbage i juniorrækkerne allerede nu hiver en tiende plads hjem, og Erik der også har ét år tilbage ender som nr 26 på trods af et ærgeligt bom sidst på banen. Det bliver mega spændende at følge.
Forberedelserne har igen været skarpe, på trods af at vi kun har haft et gammelt kort fra 1985, og at vi på den måde har været udfordret. Så har vi ud fra vores forudsætninger ramt den godt, og vores fornemmelse er, at alle løberne har haft en idé om, hvad de ville møde i skoven i dag.
Dertil tror jeg, at banelægningen egentlig passede danskerne godt i dag. Der bliver lagt op til, at man kan løbe rigtig hurtigt derude, også med flere partier på sti, så der er blevet gået noget mere offensivt til værks, end vi så det ved langdistancen.
Uden at skulle lægge pres på, så har vi da et håb og en idé om, at det kan blive til en rigtig flot placering i morgen på stafetten. Hvis alt spiller, kan det blive podie eller potentielt medaljekamp. Men det er junior VM - alt kan ske. Alle løbere har en glæde og målsætning om at blive udtaget på førsteholdene, og det har været en stor motivationsfaktor for mange, og noget der bliver set specielt meget frem til. Så vi glæder os!"
Nu er der kun en konkurrence tilbage ved Junior VM. Den traditionelle skovstafet afvikles fra samme arena som mellemdistancen. Herrestafetten starter torsdag kl. 09:00, damestafetten kl.. 11:15 og Web-TV sender fra kl. 08:50 og frem til kl. 13:30. Adgang til resultater, web tv mv. for stafetten via dette link.