
Vi booster orienteringsklubbernes natløb i vinterhalvåret 2025/2026
Hver vinter arrangerer orienteringsklubber i hele Danmark en lang række natorienteringsløb og enkelte trailløb i aftenens mulm og mørke.
Det er spændende oplevelser, hvor man kommer ud og oplever naturen på en anderledes måde og fra en helt ny vinkel. Der er en helt særlig stemning i skoven, når man bevæger sig rundt efter mørkets frembrud, på jagt efter poster i pandelampens skær.
Til næste vinter inviterer vi endnu flere danskere til at komme ud og løbe orienteringsløb i mørket.
Bevilling fra Nat i Naturen
Med projektet "Natløb for flere" vil vi skabe ekstra opmærksomhed på de mange gode nat-aktiviteter, orienteringsklubberne har tradition for at afvikle i vinterhalvåret. Dermed er det målsætningen at invitere endnu flere danskere til at komme og deltage, om man er i en orienteringsklub eller ej.
Projektet gennemføres med en bevilling på 100.000 kr., som DOF har modtaget fra SparNord Fonden og Friluftsrådets pulje Nat i Naturen.
Den officielle Nat i Naturen-dag har de seneste år været placeret i første weekend i september. Det er også tilfældet i år. Men det passer ikke ind i orienterings-årshjulet, hvor natløbene først begynder senere på efteråret. Heldigvis har puljen i år også kunne søges til aktiviteter, der gennemføres i løbet af vinterhalvåret, og derfor er vi i DOF rigtig glade for at have fået denne mulighed.
Skal din klub være med?
Vi håber selvfølgelig, at en masse klubber kan se en mening i at lade deres nataktiviteter indgå i projektet.
Efter sommerferien kan I begynde at melde jeres løb ind.
Det får I ud af at være med:
- Ekstra opmærksomhed om jeres løb - DOF laver national markedsføring i form af foto- og videokampagne på sociale medier
- Økonomisk støtte til jeres løb - I vælger selv, hvilke udgifter i forbindelse med arrangementet, I vil dække ind med den ekstra støtte
- Hjælp med tilmelding af de deltagere, der ikke er i en orienteringsklub - DOF faciliterer tilmeldingssystem
- God inspiration og ny energi til at afvikle gode, spændende natløb i klubben
- Flere deltagere til jeres løb - forhåbentlig :-)
Det kræver det at være med:
- En deltagerbetaling på maks. 100 kr.
- Der står mindst 1 frivillig klar til at tage godt imod nye løbere på aftenen.
- Deltagerne kan låne SI- eller EMIT-brikker (hvis der er elektronisk tidtagning)
- Den arrangerende klub sender besked til den lokale løbeklub eller spejdergruppe, som inviteres med til natløbet
Kom til online-møde og hør mere
Onsdag d. 27. august kl. 20:00-21.00 på Microsoft Teams. Tilmelding er åben i O-service.
Vil du allerede nu gerne melde jeres natløb til at være med? Eller har du spørgsmål til projektet?
Så kontakt udviklingskonsulent i DOF, Johanne Valbjørn Gydesen, på