Skip to main content

Forrygende top 10 placering til Line Cederberg i World Cup

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

 De danske løbere kom stærkt igen ved dagens vanskelige mellemdistance ved World Cuppens første runde i Idre Fjäll i Sverige. Line Cederberg (THOK) startede tidligt og førte løbet i flere timer før det til sidst blev en forrygende 9. plads - så vidt vides den bedste danske placering på en skovdistance i en årrække. Derudover vandt både Oscar David Broman Jensen og Eva Örnhagen Jørgensen dagens B-finaler og viste dermed, at de klart har potentiale for A-finaler. Oscars sejr var på 20 sekunder, mens Eva vandt en ren jordskredssejr og var næste 8 minutter foran nummer to.

Eva ØJ Mellem egentlig Q

Eva på vej i mål

Line Cederberg (som ses løbe i mål på nyhedens intro-foto) fortalte efter løbet, at hun havde stor respekt for terrænet efter det ikke var gået så godt ved World Cup løbene i Idre Fjäll for 4 år siden og derfor løb et kontrolleret løb. Se her, hvad Line fortalte om løbet efter målgangen, men før hun vidste hvor god placeringen vil blive. Malin Agervig Kristiansson (OK Snab) kom stærkt igen i dag efter at have valgt at stoppe på langdistancen. Malin er dog næppe helt tilfreds med lidt tidstab i starten, men løb på den sidste del af banen lige så hurtigt som den senere vinder, Tove Alexandersson, og en 14. plads små halvandet minut efter Line var fuldt godkendt.

I herrefinalen tog Linus Agervig Kristiansson (OK Snab) 30. pladsen knap 6 minutter efter den svenske vinder Max Peter Bejmer. Se her Linus fortælle om sit løb. Rasmus Møller Jess (OK Roskilde) var yderligere halvandet minut efter som nr. 37. Rasmus havde en del af banen glæde af sin klubkammerat i svenske OK Linné, den franske stjerne Lucas Basset, som startede tidligt og sluttede på en 7. plads. I den klasse var der dramatik, da torsdagsvinderen Kasper Harlem Fosser fra Norge bommede stort og siden blev diskvalificeret for fejlklip.

Linus Mellem Finale

Linus efter vel udført præstation

Set med danske øjne var det også glædeligt, at se de unge løbere, Eva Örnhagen Jørgensen og Oscar David Broman Jensen stemple ind på den store scene med flotte løb i B-finalen og sikrede dermed, at det kun var Sverige og Danmark, som i dag havde klassevindere i de 4 klasser. Begge var glimrende tilfredse med deres løb og du kan høre Oscar fortælle her og Eva fortælle her om deres oplevelser.

Oscar DJ Mellem Finale

Oscar på vej over målstregen

Som fortællingerne antyder, så var det i dag en virkeligt vanskelig mellemdistance, hvor banelæggeren havde fundet et af skovens sværeste områder, som banerne kom igennem et par gange, hvilket ikke forhindrede, at næsten alle de bedste løbere lavede fejl. Særligt toppen af damebanen var en ren gyser, hvor der blev bommet på skift indtil det som så ofte før blev Tove Alexandersson, der trak det længste strå. Nu lader løberne op til morgendagens stafet, som altid plejer at være spændende at følge. Live transmissionen starter kl. 10:50 og 9 minutter efter starter damerne, hvor man ikke skal afskrive de danske chancer, da flere af dem jo har flere store stafetpræstationer fra foråret at basere sig på.

Stafetholdene er i skrivende stund ikke offentliggjorte, men som altid kan alle informationer fra både dagens og morgendagens løb findes her på IOFs hjemmeside.