Skip to main content

Tætte opgør og klare sejre i første testløb

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

Helt som ventet, var der stor spredning på dagens langdistance ved dagens Junior-VM testløb i Gribskov. Banerne var lagt syd for stævnepladsen og en stor del gik i området, som er udlagt til Naturnationalpark, hvor fremkommeligheden varierer og det sine steder er ganske tungt at komme frem. Og da skovens undervegetation ydermere havde taget mægtigt pænt imod de seneste ugers regnvejr, var det ikke et decideret hit at være blandt de først startende i dagens løb.

H 20 og D 20 var tredje afdeling i årets juniorrangliste, LØBEREN Junior Cup. I D 20 var der ingen over og ingen ved siden af Frida Kärner Grooss fra Allerød OK. Hun afviklede den 9,8 km lange bane på lige over 71 minutter og Frida var således ganske tæt på den foreskrevne Junior VM (JWOC) vindertid på 70 minutter. Vindertiden blev sat op fra 55 minutter for et par år siden, da man fandt det var uretfærdigt, at pigernes vindertid var kortere end drengenes. En sådan ændring kræver naturligt nok lidt tilvænning og i dag var Signe Møller Skaug fra OK Pan og Sigrid Øhlenschlæger Nielsen fra Silkeborg OK henholdsvis knap 12 og knap 13 minutter efter Frida, mens Athene Wessel Larsen fra Søllerød var yderligere små 45 sekunder efter Sigrid.

I H 20 var der på forhånd store forventninger til den lokale FIF Hillerød-stjerne Niels Elton Jokumsen og han svigtede da heller ikke, da han lige som Frida løb ind til en sluttid lige over de 71 minutter. Men sejren var på ingen måde givet. Selvom Niels havde et forspring på over to minutter til Asbjørn Faber Fenger-Grøn fra Silkeborg OK ved passagen af stævnepladsen små 10 minutter før mål, så svajede Niels lidt på den drilske sidste runde, mens Asbjørn løb flot, så afstanden i mål blot var 27 sekunder. Erik Grønborg Nielsen fra Allerød OK leverede også en fuldt godkendt indsats blot omkring to og et halvt minut efter Niels. Nathan Philibert fra Søllerød og Magnus Lindahl fra OK Melfar fulgte på de næste pladser yderligere 3-4 minutter efter.

Alle resultater kan findes via dette link og her kan du høre Niels og Frida fortælle om deres oplevelser ved dagens løb, ligesom nyhedens introbillede viser de to vindere. Alle fotos er taget af Jesper Grooss.

 

H 16 og D 16 var også testløb - til Ungdoms-EM (EYOC), som afholdes i Tjekkiet midt i juli måned. I D 16 fortsatte Krista Lervad Lundø fra Horsens OK den fine stime fra tidligere på året. Krista var med 40:27  for de 5,6 km endda hele 4,5 minut hurtigere end Ungdoms-EM vindertiden på lang distance. Astrid Faber Fenger-Grøn fra Silkeborg OK var dog under et minut efter og bedste Sjællænder, Hanna Bæk Christiansen fra Søllerød, var yderligere lidt over to minutter efter. Unge Ida Nygaard Monrad fra FIF Hillerød havde taget et skridt op fra sin normale D 14 klasse og erobrede en imponerende 4. plads.

 Pinse 2025 dag 1 D 16

Top tre i D 16

I H16 blev det helt som ventet et opgør mellem Emil Borup Fredberg, Silkeborg OK  og Anton Kupriyanov Hviid fra Farum OK. Anton var over et minut hurtigere ved den første radio efter kun 10 minutters løb, men en halv times løb senere, da stævnepladsen skulle passeres, havde Emil et forspring på små 40 sekunder. Derfra var der dømt dødt løb på sidste sløjfe. Det bliver spændende at følge det fortsatte opgør på morgendagens mellemdistance. Eskild Stig Nielsen og Rune Cederberg fra henholdsvis Horsens OK og Ballerup OK var henholdsvis lidt over og lidt under 6 minutter efter Emil. Og vindertiden? Den ramte på sekundet de 45 minutter, som er foreskrevet til Ungdoms-EM.

Pinse 2025 dag 1 H 16

Emil og Anton med deres præmier

Søndag løbes testløb på mellemdistance fra samme arena ved Gribskovlejren og første start kl. 10:00. Her skal H 20 løbe 6 km og D 20 løbe 5 km. Det vil være imponerende, hvis den foreskrevne Junior-VM vindertid på 20-25 minutter bliver ramt lige så flot som dagens langdistancevindertider. Men mon ikke landstrænerteamet finder det rette hold alligevel, selvom vindertiderne skulle blive lidt længere. D 16 løber 3,6 km og H 16 4 km, men da der ikke løbes mellemdistance ved Ungdoms-EM, er der ikke her nogle vindertider at sammenligne med.

Igen søndag er der åbne baner at købe mellem kl. 09:30 og 11:30 og der kan startes på disse fra kl. 10:50 - 12:15. Og testløbene. Resultaterne herfra kan følges via dette link.