
Junior-VM og Ungdoms EM - træning og testløb
For et par uger siden blev de danske seniorlandshold til sommerens landsholdsbegivenheder udtaget og nu er det juniorernes tur. Junior-VM afholdes i Trentino i det nordlige Italien fra 28. juni til 3. juli og Ungdoms-EM (15-18 år) afholdes i Brno i det Sydøstlige Tjekkiet fra 18. til 20. Juli. Holdene til de to mesterskaber udtages på basis af DM Sprint, der blev afholdt i Billund 17. maj og to testløb på Lang og Mellem distance, som arrangeres af FIF Hillerød i Gribskov her i Pinsen. Der udtages 6 løbere af hvert køn til Junior-VM og op til 4 løbere af hvert køn i aldersklasserne 15-16 hhv. 17-18 til Ungdoms-EM. Løbere, som udtages til Junior-VM, kan ikke også blive udtaget til Ungdoms-EM. Vil du vide mere om udtagelseskriterier til landshold i 2025, kan du se dem her.
Testløbene i Pinsen er samtidig 3. og 4. afdeling af LØBEREN Junior Cup - Juniorranglisten. Testløbene arrangeres som en del af FIFs pinseløb, som alle kan deltage i. Så har du ikke fået tilmeldt dig, kan du stadig nå at møde op ved Gribskovlejren lørdag-søndag-mandag og melde til på de åbne baner der - og samtidig få sendt vores juniorer godt af sted til sommerens mesterskaber.
Træningslejr til Junior-VM 28. maj til 2. juni
Forud for testløbene har 17 talentfulde juniorer fra DOFs U 20 og U 18-grupper været i Italien for at træne i relevant terræn. På introbilledet ses Niels Elton Jokumsen, FIF Hillerød, i aktion der (Foto: Morten Rindum Knudsen).
Den ene af turens to trænere, Morten Rindum Knudsen, fortæller, at løberne fik værdifulde erfaringer, men at det også var en tur med komplikationer. Eksempelvis betød en ødelagt gearkasse et 40 timer langt ufrivilligt ophold i tyske Göttingen for 6 løbere, hvorfor de gik glip af to af de syv træninger på turen. Men de resterende 11 kom til Italien som planlagt og nød godt af fede træninger samt det gode vejr.
Indlagt i træningen var deltagelse i to nationale Italienske konkurrencer, en sprint og en langdistance. I sprinten løb Niels Dalgaard og Casper Blakskjær sig i top 10 i det stærke internationale felt. Sprint resultaterne kan findes her. Imidlertid er ingen af de to at finde på startlisten til pinsens Junior-VM testløb.
Signe Møller Skaug i aktion på sprinten - Foto: Morten Rindum Knudsen
Testløb i pinsen
Det første af pinsens testløb i Gribskov er på Lang distance med første start kl. 13:00. Gribskov er ikke så kuperet som de stejle bakker i Italien og Tjekkiet, men skal nok få peget de løbere ud, som bedst vil stå distancen ved Junior-VM og Ungdoms-EM.
Der er glædelig stor deltagelse i de 4 klasser, som er omfattet af udtagelsen. I D16 er 15 tilmeldte med den nybagte KUM-vinder Emma Lundsgaard fra AMOK som sidst startende kl. 13:42 på den 5,6 km lange bane. Lige før hende går den danske sprintmester i klassen, Krista Lervad Lundø fra Horsens OK i skoven, så der vil være spænding til det sidste i den klasse.
D 20 har 11 tilmeldte og både DM Sprint vinderen i D 10 og D 20 er til start på den 9,8 km lange bane i Gribskov, idet D 20-vinderen Athene Wessel Larsen fra Søllerød OK starter kl. 13:11 og D 18-vinderen Signe Møller Skaug starter kl. 13:26.
De hele 18 tilmeldte i H 16 har 7,9 km orientering foran sig og det bliver spændende at følge den fortsatte tvekamp mellem Emil Borup Fredberg, Silkeborg OK, som vandt DM Sprint og Anton Kupriyanov Hviid, som vandt KUM og var 2 sekunder efter Emil ved DM Mellem.
H 20 har 19 tilmeldte på den 12.2 km lange bane og her er de to sprintmestre ligeledes på startlisten. Asbjørn Faber Fenger-Grøn, Silkeborg OK starter næstsidst kl. 13:55, mens Nathan Philibert fra Søllerød OK starter kl. 13:16. De to må dog vente benhård konkurrence fra løbere, som har leveret toppræstationer gennem foråret. Mads Christian Maarup, Allerød OK var således med til at vinde sølv ved de svenske stafetmesterskaber for en måned siden, ligesom Niels Elton Jokumsen, FIF Hillerød, har imponeret stort ved at løbe med helt fremme på første tur i tre store svenske seniorstafetter her i foråret. Endelig er det spændende at se, om Axel Örnhagen Jørgensen, OK Snab, er så restitueret fra et vrik på Junior VM træningslejren, at han er klar til at løbe med om pladserne.
Liveresultater fra langdistancen kan følges her.
Søndag afholdes testløb på mellemdistance, mens pinsestævnet afsluttes mandag med divisionsmatch for 3. til 6. division. Mere information om løberne kan fndes her.