Skip to main content

WC/WOC testløb langdistance

| Thomas Jensen | Nyheder

Forside: Malin Agervig Kristiansson på præmieskamlen - som det var tilfældet for Agnes Nørgård Kracht i går, blev skamlen delt med Andrine Benjaminsen og Marie Olausen

Dagens program bød på en lang barsk bane i barskt norsk terræn. Igen i dag var vi vidne til en dansk verdensklassepræstation i dameklassen, men i dag blev den leveret af Malin Agervig Kristiansson fra OK Snab. Efter 84 minutters løb kunne Malin løbe i mål i foreløbig bedste tid. Tiden blev efterfølgende kun slået af den norske verdensstjerne Andrine Benjaminsen – og hun var blot 2:11 minutter hurtigere end Malin. Malin kommer således fra weekenden med en førsteplads, en andenplads og en 4. plads.

Næstbedste dansker i dag blev Miri Thrane Ødum fra OK Øst. Det var en fin oprejsning for Miri, der ikke har ramt den helt perfekt de første to dage. Lige efter Miri fulgte Hedvig Valbjørn Gydesen fra OK Melfar, vinderene fra de to første dage Agnes Nørgård Kracht fra Tisvilde Hegn OK og Lotte Jauhojärvi Markussen fra OK Pan, der dermed sikrede sig sin anden top 6 placering. Alle var de inden for 2½ minutter efter Miri. Sidste kvinde i top 6 af danskerne var Ida Agervig Kristiansson fra OK Snab, der også har haft nogle ganske gode testløb med en 2. og 4. plads på de to første dage.

Marius bedste dansker
I herreklassen tog Marius Thrane Ødum fra OK Øst et skridt opad efter sine to andenpladser fredag og lørdag, og var bedste dansker – 6½ minutter efter norske Eirik Langedal Breivik, der således tog sin anden sejr i de norske testløb. Rasmus Møller Jess fra Roskilde OK var næstbedste dansker blot 20 sekunder efter Marius – og han har således to fjerdepladser og en andenplads med sig fra konkurrencerne. Tredje dansker var Linus Agervig Kristiansson fra OK Snab, Asbjørn Kaltoft fra OK Pan nr. 4, vinderen fra de første to løb Jacob Steinthal fra FIF Hillerød nr. 5 og Casper Blakskjær fra OK Pan nr. 6.

VM og WOC holdene offentliggøres i denne uge
Nu har løberne gjort deres – så nu udestår kun landsholdsledelsens svære opgave med at udtage løberne på de forskellige distancer.

Der skal som udgangspunkt udtages 9 løbere af hvert køn til Worldcup i Idre Fjäll den 18. til 22. juni 2025 – og tre af hvert køn på hver distance til VM i Kuopio den 8. til 12. juli 2025.

Resultater fra dagens konkurrence finder du her