
Stafet med sjov og seriøsitet sluttede KUM
Efter en efter sigende særdeles sjov fest, var det alligevel en gruppe veloplagte ungdomsløbere, som trodsede regnen og de sorte skyer ved dagens KUM-stafet. Arrangørerne havde fundet en kompakt lille stævneplads, som var perfekt til formålet og banelæggerne Malthe Gaarsdal og Mikkel Lyskjær havde fundet en fin løsning på, hvordan tre af turene kunne få en publikumspassage trods den smalle korridor langs Furesøen ind til stævnepladsen.
OPDATERING: Banekontrol Diana Cederbergs billeder fra stafetten kan tilgås her.
Første tur var lagt i hænderne på H 16 og H 18 med en naturlig overvægt at H 16-løbere og helt i KUMs ånd blev det en mere social end konkurrencepræget begivenhed. Til stigende fortvivlelse for streaming-speakeren, der ventede ved posten før publikumspassagen og måtte padle ganske mange minutter før feltet i samlet flok dukkede op ved posten. På den sidste korte del af banen, var det dog slut med det sociale og topduen fra lørdagens H 16-bane Anton Kupriyanov Hviid og Emil Borup Fredberg slap håndbremsen og skiftede et lille minut foran Vilhelm Rokkjær Andreasen fra Nord og Rune Cederberg fra Øst. Syds førstehold med Storm Schmidt Tofterup var da nede på 7. pladsen, men de skulle siden løbe sig flot op gennem feltet.
Da havde vejrguderne også besluttet sig for at kompensere yderligere for tørken de seneste mange uger, men deltagerne syntes ikke at lade sig gå på af, at regnen til tider stod ned i tove - der blev heppet efter alle kunstens regler og det var aldeles umuligt at finde et surmulende fjæs eller en negativ bemærkning.
Og heppe var der god grund til, da D 12-vinderen fra lørdag, Annika Kalle Pedersen udbyggede det 4 sekunders forspring til lørdagens H12- sølvvinder, Magne Obel til 13 sekunder. Lige knap 3 minutter senere kom hovedfeltet med hele 6 løbere ind til skiftet.
Hvis man vil have spænding i en KUM-stafet, skal man ikke sætte Ida Nygaard Monrad på tredje tur. Lørdagens suveræne D14-vinder lod sig ikke gå på af, at lørdagens H 14-vinder, Magnus Søes startede ud blot 13 sekunder efter hende. Ida satte turboen ind fra start, passerede publikumspassagen i ensom majestæt og havde en føring på næsten 3 minutter ved skiftet. Og det var bestemt ikke fordi Magnus løb dårligt. Afstanden fra ham ned til forfølgerne var vokset til 5 minutter, da han skiftede som nr. 2.
På 4. tur skulle Max-Emil Kupriyanov Hviid ikke stå tilbage for sin storebror på førsteturen, så han udbyggede det flotte forspring fra Ida med yderligere halvandet minut til Esben Christensen i Nords førstehold. Bagved var forfølgerfeltet knækket over i to, så Freja Kjeldgaard og Isak Grosbøl Ødum, begge Øst, skiftede et par minutter foran de to hold fra Syd med Noah Fegar/Oskar Larsen hhv. Emil Skouenborg.
På 5. tur var det lørdagens D16-vinder, Emma Lundsgaards tur til at vise, at lørdagssejren ikke var en tilfældighed, da hun udbyggede forspringet til Nords Kille Beuchert (som var lige efter Emma lørdag) med yderligere et halvt minut. De kunne dog glæde sig over, at forspringet til Syds førstehold på daværende tidspunkt var komfortabelt, da Magnus Mølgaard Nielsen leverede et gedigent fantomløb, da han løb Syds førstehold fra 6-pladsen op til tredjepladsen.
På den måde delte de tre kredse de tre første placeringer smukt imellem sig, så KUM sluttede som det startede: socialt og med glade unge mennesker. De tre vinderhold ses på nyhedens introbillede. Stævneleder Bodil Karlsmose Kliem udtalte, at det havde været en fornøjelse også at opleve det gode humør og den fine opførsel på skolen mellem løbene. Så alt i alt et KUM, som arrangører, deltagere og ledere kan se tilbage på med glæde og tænke tilbage på i de knap halvandet år, der går til 30. oktober til 1. november 2026, hvor Odense Orienteringsklub og OK Snab står klar til at afvikle endnu en kredsungdomsmatch.
I mellemtiden kan man se tiderne fra dagens KUM-stafet via dette link. Og så slutter vi lige med et nærbillede af dagens glade vindere: (Begge fotos taget af artilkens forfatter).
