
WC/WOC testløb kortdistance
Forside: De to glade vindere af første testløb Agnes Nørgård Kracht og Jacob Steinthal. (Foto: Tue Lassen)
Fredag blev testløbene til World Cup og WOC skudt i gang med en forkortet mellemdistance i Tomb-Rørfjell ved Frederikstad i Norge. Herrerne var ude på 3,7 km mens kvinderne skulle ud på 3,2 km.
Sikker sejr til Steinthal
I herreklassen løb Jacob Steinthal fra FIF Hillerød et rigtig flot løb – kun med et lille bom på et minut på post 5. Det gav en forholdvis sikker sejr i tiden 22:42, hvilket var 1:18 min hurtigere end Marius Thrane Ødum fra OK Øst på andenpladsen. Franske Quentin Moulet sneg sig ind på en tredjeplads – men blandt danskerne blev Laurits Bidstrup Møller fra Silkeborg OK nr. 3, Rasmus Møller Jess fra Roskilde OK nr. 4, Lasse Falck Weber fra Tisvilde Hegn OK nr. 5 og sidste podieplads gik til Jonas Gabs fra OK Melfar.
Blandt de sædvanlige favoritter var især Björn Cederberg (nr. 17), Elias Hinge Krogsgaard (16) og Linus Agervig Kristiansson (14) at finde langt nede i resultatlisten – men også Magnus Dewett (9) og den danske sprintmester Oscar David Broman Jensen (12) fik en ikke helt optimal start på testløbene, og vil derfor helt sikkert være meget opsatte på at gøre det godt de næste to dage.
Agnes bedst i dameklassen
Hos damerne var Agnes Nørgård Kracht fra Tisvilde Hegn OK hurtigst rundt på de 3,2 km i tiden 25:20. Hun var 39 sekunder foran Malin Agervig Kristiansson fra OK Snab – der igen havde godt et minuts forspring til Ida Øbro fra Tisvilde Hegn OK og knap 1½ minut til storesøster Ida Agervig Kristiansson – ligeledes fra OK Snab. Line Cederberg fra Tisvilde Hegn OK blev nr. 5 og Hedvig Valbjørn Gydesen fra OK Melfar var sidste kvinde i top 6.
Damefeltet er meget stærkt, og der er ikke nogen, der ikke potentielt kunne løbe sig i top 6 – men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at Miri Thrane Ødum måtte nøjes med en 8. plads efter tre dyre bom. Men der er to testløb mere, så vi har udsigt til en masse skarp og spændende konkurrence i denne weekend.
Resultaterne fra dagens konkurrence finder du her. Banerne kan du se på livelox. Damernes bane er her – og herrernes er her.