
Sejre til Hedvig Valbjørn Gydesen og Oscar David Broman Jensen i eliteklasserne til DM sprint i Billund

Selv vejrguderne var med, da OK Gorm i dag bød velkommen til DM i sprintorientering i Legobyen Billund. Over 350 løbere stillede til start i det flade byterræn, hvor ruten bød på skarpe vendinger gennem bykernen, grønne områder og forbi LEGOs ikoniske bygninger – et område, der også tiltrak sig opmærksomhed fra nysgerrige turister. Det var sprintorientering med fuld fart fra første skridt.
I eliteklasserne blev det et tæt opgør med stærke præstationer i både dame- og herreklassen. Hos damerne løb Hedvig Valbjørn Gydesen fra OK Melfar sig til guldet med en margin på 30 sekunder ned til Josefine Lind fra OK Gorm. Løbet blev afviklet på en 3,425 km lang bane og talte samtidig som 2. afdeling af seniorernes rangliste, Trimtex Cup.
I herrernes eliteklasse trak Oscar David Broman Jensen fra Allerød OK det længste strå. Han gennemførte den 4,075 km lange bane 2 sekunder hurtigere end Andreas Bock Bjørnsen fra OK Pan Aarhus, som dermed tog sølv.
Favoritsejre i juniorklasserne
I juniorklasserne samt i H/D16 var der mere på spil end blot DM-medaljer. Løbet talte som 2. afdeling af Løberen Junior Cup og fungerede samtidig som første udtagelsesløb til sommerens internationale mesterskaber – Junior-VM (JWOC) og Ungdoms-EM (EYOC).
I D18 tog Signe Møller Skaug fra OK Pan Aarhus en overbevisende sejr og blev både dansk mester og vinder af juniorranglistens anden afdeling. I D20 var det Athene Wessel Larsen fra Søllerød OK, der løb sig til guldet, mens Krista Lervad Lundø fra Horsens OK sikrede sig sejren i D16.
Hos de ældste herrejuniorer blev det et tæt opgør, hvor Nathan Philibert fra Søllerød OK med blot 6 sekunders forspring slog Niels Dalgaard fra Kolding
OK og dermed kunne tage både DM-titlen og sejren i Løberen Junior Cup. I H18 løb Asbjørn Faber Fenger-Grøn fra Silkeborg OK med guldet, og i H16 var det klubkammeraten Emil Borup Fredberg, der sikrede sig sejren.
Stor tilslutning blandt de unge
Et særligt lyspunkt ved årets DM Sprint var den flotte tilslutning i ungdomsklasserne – særligt i D14, D16 og H16, hvor deltagerantallet var bemærkelsesværdigt højt. Det lover godt for fremtiden og vidner om en ny generation af unge orienteringsløbere, der allerede nu markerer sig stærkt på den nationale mesterskabsscene.
Se alle (live) resultater fra sprinten her:
I morgen fortsætter sprintfesten igen i Billund, og der bliver det også spændende at se, hvordan medaljerne fordeler sig imellem klubberne.
Se startlisten til sprintstafetten