Skip to main content

EM MTBO skydes igang torsdag i Litauen

| Michael Lindholm | Nyheder

Tirsdag landede MTBO landsholdet i den litauiske hovedstad Vilnius, klar til 2025-udgaven af EM for både elite og juniorer/ungdom. Forude venter fire dage i træk med tre individuelle konkurrencer og den afsluttende mixstafet for eliten. Igen i år kan man, med rette, håbe på dansk metal, særligt på damesiden.

EM er afviklet siden 2006 og i perioden frem til 2009, som iøvrigt var i Danmark, kørtes det årligt. Fra 2011 og frem til 2021 hvert andet år, inden man igen begyndte at afvikle det årligt. Dog altid med blot tre af de fire individuelle konkurrencer. I 2025 er langdistancen valgt fra.
Det er 3. gang at Litauen er værter, efter både at have lagt terræn til i både 2008 og 2022. Det plejer de at have ret godt styr på og terrænerne er gode i det sydligste af de tre baltiske stater.
Torsdag venter fællesstarten for elite, mens juniorer og ungdom sendes ud på langdistancen med intervalstart.

Onsdagen blev bl.a. brugt på at køre model event, så rytterne får føling med kort og terræn. Se kortet herunder.

Model event

 

De største forventninger er på damesiden
Traditionen tro er der en næsten sikker medaljesikkerhed på damesiden. Med trioen Nikoline Splittorff, Camilla Søgaard og Cæcilie Christoffersen til start, er der gode muligheder for dansk metal.
Fællesstarten blev sidst kørt i 2023 i Portugal og her vandt Nikoline ganske suverænt guld med 6 min. til nr. 2.

Hos herrerne skal man heller ikke udelukke et godt dansk resultat. Oliver Friis viste ved sidste års VM at lige præcis fællesstarten mestrer han, da han blev en overraskende bronzevinder.

Camilla Søgaard er den mest vindende individuelle damerytter ved EM, noteret for i alt 4 guld, 3 sølv og 1 bronze. Hun vandt sin første medalje helt tilbage i 2013.
Nikoline Splittorff følger lige efter med tallene 4-2-1 og her er det særligt de senere år hun virkelig har taget fra.

Hos juniorerne, som altså sendes ud på langdistance, har både Sofie Okkels og Miri Brunstedt Nørgaard niveau til at blande sig i top-10, måske endda top-6. Som altid er det svært at spå om juniorklasserne.
Et par danske debutanter i form af Kristoffer Markussen i en stærk juniorherreklasse og Melanie Koch Sørensen i ungdomsklasserne. Melanie er dog ikke med i torsdagens konkurrence da hun først støder til truppen i løbet af torsdag aften.

Fællesstarten for herrer skydes i gang kl. 10.00 dansk tid, mens damerne sendes afsted kl. 10.10.
Der er vindertider på 75-85 min. for begge klasser.

Hos juniorerne er starttiderne:

  • Miri Brunstedt Nørgaard kl. 11.51
  • Kristoffer Markussen kl. 12.09
  • Sofie Okkels kl. 12.24

Følg EM live for elite her: MASS START | International Orienteering Federation
EM’s hjemmeside finder du her: https://2025.mtbo.lt/

Fotos: Katja Brunstedt, MTBO landsholdet

EM MTBO holdet 2025