
Orienteringens Champions League - Tiomila
I fodboldens verden nærmer den mest prestigefyldte klubturnering, Champions League, sig en afgørelse. På samme måde har de stærkeste orienteringsklubber i Norden og enkelte andre lande gennem lang tid forberedt sig på orienteringsidrættens to mest prestigefyldte klubstafetter. I juni afholdes Jukolastafetten i Finland og den anden af de to, Tiomila i Sverige, afholdes i den kommende weekend lige uden for Finspång ca. 150 km SV for Stockholm.
Stafetten har en ungdomsstafet, en damestafet og en herrestafet og der er god dansk repræsentation i alle tre stafetter. Særligt glædeligt er de 6 tilmeldte ungdomshold, hvor det er særligt imponerende, at TC-træner Lars Simonsen har samlet hele 4 hold fra TC Sjælland.
Med sine ti ture, er Tiomilas herrestafet blandt de mest mytiske i orienteringsverdenen. Årets udgave starter lørdag kl. 17:30 med tre ret korte dagture. Så er der et ophold i stafetten før den sagnomspundne lange nattur afvikles fra kl. 22:50 som jagtstart efter hvordan de tre første ture er forløbet. Så følger tre kortere natture og et par længere ture før den lange sidstetur løbes i gryningen frem mod målgang for vinderne, som er estimeret til kl. 06.12 søndag morgen. Hele 10 danske herrehold er blandt de i alt 336 tilmeldte hold. Traditionelt er det OK Pan Aarhus og Farum-Tisvilde OK, som løber med de bedste danske placeringer. Når disse linjer skrives, er holdene endnu ikke offentliggjort, så det er for tidligt at udnævne det potentielt stærkeste danske hold, men med sejren i Kolmårdskavlen ikke langt fra Tiomilaterrænet i starten af påsken, møder Farum Tisvilde i hvert fald potentielt op med god selvtillid. Derudover er der danske løbere på en række øvrige favorithold, eksempelvis ventes Rasmus Møller Jess at være med på et af favoritholdene, OK Linné fra Uppsala og mon ikke Oscar David Broman Jensen er at finde på Pan Kristianstads hold?
Damestafetten, som først fornylig har fået natture på programmet, har 6 ture. Den starter med en skumring/nattur kl. 21:30 lørdag aften og derefter en nattur før der holdes pause indtil kl. 05:45, hvor der er jagtstart på den 12.6 km lange tredjetur, som planlægges afviklet mens herrestafetten afgøres. Så følger yderligere tre dagture, hvorefter damestafetten ventes afgjort søndag morgen ved 9:30-tiden. 5 danske damehold er blandt de 281 tilmeldte hold. Ud over OK Pan Aarhus og Farum-Tisvilde OK er det Søllerød og Horsens/Silkeborg, som begge også stiller hold i herreklassen, hvor også Ballerup OK er med. Som i herrestafetten, er vil der også i damestafetten være stærke danske løbere på nøglepositioner på topholdene. Holdene er ikke offentliggjorte endnu, men tidligere på foråret har Ida og Malin Agvervig Kristiansson og Miri Thrane Ødum spillet nøgleroller for IFK Göteborg. Eva Örnhagen Jørgensen (Göteborg Majorna), Annika Simonsen (Hakarpspojkarna), Ida Øbro (OK Linné) samt Nicoline Friberg Klysner og Agnes Kracht (Västerviks OK) er andre bud på danske løbere at holde øje med.
Ungdomsstafetten med 6 ture har imponerende 288 tilmeldte hold. Starten går lørdag kl. 14:30 og afgørelsen allerede kl. 16:00. På anden og tredje tur må der starte to løbere, men det er også OK kun at have en løber på de ture. Der er så et sindrigt system, som sikrer korrekt kortskifte fra en til to løbere og sikrer, at langsomste løber på tur 2 og 3 (hvis der er to løbere på de ture), ikke tager et forkert kort. Der bliver noget for holdlederne at tale om. Horsens/Silkeborg og OK Pan stiller hvert et hold i klassen og så er der som sagt hele 4 hold fra TC Sjælland, hvis løbere også får chancen for at opleve den ikoniske stafet på nærmeste hold.
Der er masser af muligheder for at følge med i løbet, selvom man ikke skulle være så heldig at være til stede i Finspång. En af mulighederne nås via det internationale orienteringsforbunds hjemmeside her.
Du kan også studere DOFs facebook-side, hvor du opfordres til at komme med gæt på, hvordan løbet vil udvikle sig. Eller gå ind via løbets hjemmeside.