
DM ultralang optakt - opdateret
Forside: Præmieskamlen fra H21 sidste år. Sølvmedaljøren Lasse Falck Weber og bronzemedaljøren Mátyás Péntak er begge til start igen i år.
Søndag går det løs igen, når medaljerne på ultralang distancen skal fordeles. Det er årets andet mesterskab, og vi skal igen til trekantsområdet. Ligesom det var tilfældet i 1996 lægger Stenderupskovene syd for Kolding terræn til årets mesterskab på den ultra lange distance.
Som man har kunnet læse i magasinet Orientering i januar, venter der løberne en skov, der over de seneste år er blevet tungere med mere undervegetation, så vi skal nok forvente lidt højere kilometertiderne end i 1996, hvor Carsten Jørgensen vandt H21 med 5,02 min/km og Tenna Nørgaard vandt D21 med 6,14 km/km.
Som det var tilfældet i 2024 er der fællesstart, som vi også ser det til ultralang i Norge og Sverige. Formatet betyder at løberne kommer til at løbe to runder, med tvungen passage af stævnepladsen, der er gaflet ind i hinanden. Det giver helt naturlig lidt flere poster, end når det er én lang runde, men banelægger Henrik Knudsen har stillet os i udsigt, at der kommer nogle klassiske langstræk på banerne.
Klar favorit i dameklassen
I D21 må den norske verdensstjerne Andrine Benjaminsen fra OK Pan Aarhus bære den tunge favoritværdighed. Hun har 7 VM-medaljer på CV’et. Blandt disse medaljer er bronze fra VM på den lange distance i 2023. Maja Alm står også på startlisten, og det havde været spændende at se, om hun kunne presse Andrine, men hun kommer desværre ikke til start.
Kampen om de øvrige medaljer, kommer formentlig til at stå mellem Alberte Kaae Nielsen fra Søllerød OK, Nina Falck Najbjerg fra OK Gorm, og den tidligere kommunikationsansvarlige for DOF, Camilla Bevensee fra OK Pan Aarhus.
Rasmus Djurhuus skal ud at kæmpe for at holde statistikken med altid at have medalje med hjem fra DM-ultralang. (Foto: Lånt fra Rasmus' facebookside.)
Spændende navn i H21
I H21 er Danmarkhistoriens mest succesfuld DM-ultralangløber på startlisten. Rasmus Djurhuus fra OK Pan Aarhus kan løbe H40 næste år – men i år giver han det et skud mere i H21. Han er den løber, der har vundet DM-ultralang flest gangen. Han har 8 guld, to sølv og to bronze i 12 forsøg. Så han skal forsøge at holde den gode statistik med altid at have metal med hjem.
Rasmus skal dog have det lange ben forrest. Han skal blandt andre slå den danske mester i natorientering Magnus Dewett fra OK Snab, sølvmedaljøren fra sidste år Lasse Falck Weber fra Tisvilde Hegn OK, Jonas Falck Weber fra Tisvilde Hegn OK, Elias Hinge Krogsgaard fra Silkeborg OK og Oscar Sig Tranberg fra OK Pan Aarhus.
Starten går kl. 11:00 i både D21 og H21 og konkurrencen kan følges på arrangementets hjemmeside.
Hvis du gerne vil have lidt flere spændende statistikker og funfacts fra danske DM'er, så kan du, lige som jeg har gjort det, finde det på Magnus Dewetts helt fantastiske hjemmeside, som du finder her. Er man i det nostalgiske hjørne, kan man dog risikere at komme til at bruge lang tid derinde.