Skip to main content

DM-nat optakt

| Thomas Jensen | Nyheder


Lørdag aften skal natlampen igen på, når årets første danske mesterskaber skal afgøres i Fovslet

Lørdag aften disker Kolding OK op med årets første danske mesterskaber. Fovslet lægger skov til de danske mesterskaber i natorientering. DM-nat er første af mange vigtige konkurrencer i trekantsområdet, der således senere på forårssæsonen byder på både, DM-ultralang, påskeløb og DM-sprint og sprintstafet.

Men først skal vi medaljerne til natorientering deles ud.

Agnes, Amanda eller Sigrid
Traditionen tro er DM-nat ikke det mesterskab der trækker flest danske eliteløbere til i dameklassen. Men der er tre løbere, der med stor sandsynlighed skal kæmpe om medaljerne på den 8,7 km lange bane med 21 poster.

Agnes Nørgård Kracht fra Tisvilde Hegn OK må som forsvarende mester nok bære den største favoritværdighed på sine skuldre. Agnes løb tre DM-guld i hus sidste år – og DM-nat var altså en af dem. Hun startede sæsonen rigtig flot med en 2. og 4. plads til Hallandspræmieren i Sverige, så hun har vist, at formen er hvor den skal være.  

Sigrid Høyer Staugaard tog forskud på seniorkarrieren sidste år, hvor hun til trods for, at hun stadig var junior, vandt DM-sølv på ultra-lang. Nu er hun officielt senior, og skal prøve kræfter med 8,7 km natorientering.

De nærmeste konkurrenter er formentlig klubkammeraten Amanda Falck Weber, der også løb flot til Hallandspræmieren med en 8. plads (tredje bedste dansker) på søndagens lange distance, og første års senior Sigrid Høyer Staugaard fra FIF Hillerød, der har været lidt småsyg her i sæsonens start, men som nu forhåbentlig er klar til at gøre sin entre på de voksnes scene her lørdag.

Spænding i herreklassen
Hos herrerne skal de ud på 13 km – og her er der lagt op til lidt mere spænding om medaljefordelingen. Jacob Steinthal fra FIF Hillerød har haft den bedste start på sæsonen og fører den danske rangliste med maximum point efter de første to afdelinger, så han må nok betragtes som favorit til guldet. Oscar David Broman Jensen fra Allerød OK, har dog trænet rigtig godt – og han viste sidste år, hvor han var førsteårs senior, med sin sølvmedalje til DM-nat, at han har godt styr på disciplinen, så han vil være en hård udfordrer.

Ellers er de mest oplagte kandidater til at slås om medaljerne Magnus Dewett fra OK Snab, Jonas Gabs fra OK Melfar, Laurids Bidstrup Møller fra Silkeborg OK og Lasse Falck Weber fra Tisvilde Hegn OK. Så skal det også blive spændende at se, hvad Felix Isaksen fra OK Snab og Søren Eg Staugaard fra KOK, der imponerede med henholdsvis en 2. og en 4. plads på mellemdistancen til nordjysk 2-dages sidste weekend, kan gøre.  

Der kommer links til liveresultater på arrangementets hjemmeside. Første start i dameklassen er kl. 19:40 og sidste start i herreklassen er kl. 21:16