Skip to main content

Ny træner i TC-Syd

| Jakob Edsen | Nyheder

Jonas Gabs fra OK Melfar tiltræder som ny træner i TC-Syd. Med på holdet har han fået Felix Isaksen fra OK Snab som hjælpetræner.

Efter en længere periode uden et fungerende TC-Syd, er der nu endelig fundet en god løsning, hvor man igen kan tilbyde TC-træning til unge orienteringsløbere i Sydkredsen. Man vil som udgangspunkt kunne tilbyde TC-træning hver anden uge samt enkelte træningsdage eller -weekender over året.

Jonas Gabs er 22 år gammel og bosat i Aarhus. Han har løbet orienteringsløb i mere end 10 år og haft sin orienterings-opvækst i Melfar OK med børne- og ungdomstræning og sidenhen også som aktiv løber i TVO (Team Vejle Orientering) og det daværende TC Syd. Som ungdoms- og juniorløber har han deltaget ved flere mesterskaber og fik i 2024 sin seniordebut til World Cuppen i Kuopio, Finland, hvor han løb både mellem- og langdistancen.

Til dagligt læser Jonas psykologi på Aarhus Universitet og drømmer en dag om at blive sportspsykolog og coache atleter mod deres drømme og mål. Noget som han i nogen grad allerede har erfaring med, da han har haft rollen som børne – og ungdomstræner i sin barndomsklub OK Melfar.

TC i Dansk Orientering

Dansk Orienterings-Forbund ønsker at facilitere et udvidet træningstilbud (Talent Center: TC), der repræsenterer et fast, teknisk træningstilbud til unge fra 14-årsalderen, som favner bredden såvel som talenterne indenfor den gældende kreds. TC skal være et inkluderende o-teknisk træningsmiljø med en velfungerende social ramme, hvor der er plads til alle, der ønsker at blive en bedre orienteringsløber.

For at kunne deltage i TC, skal man som minimum være sidste års H/D13-14 og have erfaring med at løbe svære baner. 

Indstillingen til TC skal ved ske før påske og foretages af klubbens kontaktperson på vegne af de(n) respektive løber(e). Denne kontaktperson skal sikre at klubbens ungdomstræner(e) er inddraget i beslutningen om indstilling til TC.

Ønsker man at være en del af TC-Syd skal man kontakte sin ungdomstræner i klubben, som herefter vil indstille løberen til deltagelse ved at sende en ansøgning til den pågældende TC-træner. Tidsfristen for indstilling til TC-Syd anno 2025 er d. 1. marts.

Kom med til startskuddet for TC-Syd!

Jonas Gabs og Felix Isaksen vil gerne kickstarte den nye æra for TC-Syd med 3 åbne træninger i løbet af januar og februar, hvor alle er velkomne til at komme og deltage helt gratis!

Første træning bliver tirsdag d. 28/1 i Kongebroskoven i Middelfart, kl. 18:00. Temaet er uphill-downhill o-intervaller.  

Anden træning bliver d. 5/2 i Staksrode i samarbejde med TC Midt, kl. 18:00.

Tredje træning bliver d. 25/2 med mere information tilfølge.

Ønsker man at deltage i en eller flere af de åbne træninger, skal man give besked til TC-træner, Jonas Gabs på mail (Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.) eller på telefon (29992500).